RB Leipzig jagter samarbejdsklubber i udlandet, og den tyske storklub har angiveligt stillet skarpt på Danmark i den jagt.

Ifølge Bild skulle AGF være én af de klubber, som Leipzig med danske Yussuf Poulsen på holdkortet er interesseret i et sportsligt samarbejde med.

Samarbejdet har fokus på at give unge spillere i RB Leipzig og RB Salzburg spilletid i andre klubber rundtomkring i Europa.

B.T. har været i kontakt med AGF, der ikke har ønsket at give en kommentar.

Superliga-kampen mellem AGF og OB på Ceres Park i Aarhus 1. juni 2020.
Superliga-kampen mellem AGF og OB på Ceres Park i Aarhus 1. juni 2020. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Ud over AGF skulle der være tale om en række andre klubber, som Red Bull-foretagendet vil samarbejde med.

Ifølge Bild skulle der være tale om hollandske Vitesse Arnhem, KV Oostende i Belgien og FC St. Gallen i Schweiz. RB Leipzig har dog ikke ønsket at kommentere direkte på, hvilke klubber der skulle være tale om.

»Vi er i kontakt med flere forskellige klubber fra ind- og udland om en lang række ting,« udtaler den tyske klub kryptisk til Bild.

Det er ikke første gang, RB Leipzig forsøger at få et samarbejde med andre klubber op at stå.

I 2019 skulle klubben have indgået et samarbejde med den tyske klub Paderborn, men modstanden mod projektet var så massiv blandt Paderborns fans, at projektet blev stoppet, før det overhovedet var kommet rigtigt i gang.

Protesterne over for projektet mundede blandt andet ud i en underskriftsindsamling og fantrusler om boykot af kampene.