De danske vicemestre fra FC Midtjylland kan måske snart blive en profil fattigere.

Ifølge portugisiske TVI ønsker storklubben Porto at hente midtjydernes brasilianske midtbanejuvel, Evander Ferreira.

Evander kom til heden i sommer, og det kan således vise sig at blive et kort bekendtskab.

Det portugisiske medie fortæller, at Porto er klar til at betale fem millioner euro (37,5 millioner kroner) for den brasilianske U-landsholdsspiller.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Evander imponerede i superliga-efteråret stort – med mange mål og assist. Men brasilianeren har haft et formdyk i foråret og har mistet sin startplads.

Evanders ankomst til Herning åbnede i øvrigt op for, at midtjyderne i vintertransfervinduet yderligere skrev kontrakt med to brasilianske talenter, Junior Brumado og Patrick.

B.T. har forgæves forsøgt at kontakte FC Midtjyllands sportslige ledelse. Men ledelsen har tidligere fortalt til B.T., at det ikke umiddelbart er planen, at Evander skal sælges denne sommer.

»Der er ikke noget, der ligger i kortene, der siger, at han skal sælges nu. De præstationer har han ikke leveret,« slog Svend Graversen, FC Midtjyllands sportschef, dengang fast.