Brøndbys Simon Tibbling har bare været i klubben i et år, men på det år har han spillet sig ind i hjerterne hos klubbens fans - og angiveligt også på ønskesedler hos klubber i udlandet.

Det svenske fodboldmedie FotbollDirekt.se skriver, at Tibbling har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra franske klubber, og mediet mener også at vide, at Tibbling er interesseret i at tage skridtet videre.

Ifølge mediets oplysninger ønsker Brøndby mellem 25 og 30 millioner svenske kroner, hvilket svarer til et sted mellem 18 og 22 millioner danske kroner.

Tibblings agent, Per Jonsson, har ingen kommentarer over for det svenske medie.

'Ingen kommentarer. Jeg kan ikke kommenterer på noget omkring Simon lige nu,' skriver han i en SMS til mediet.

Simon Tibbling kom til Brøndby fra hollandske Groningen, der havde købt Tibbling for 9,5 millioner kroner. Ifølge Transfermarkt hentede Brøndby svenskeren til Vestegnen for 700.000 euro, svarende til cirka fem millioner kroner.