Lyngby er onsdag aften kommet tættere på redning. Samtidig står det fast, at søndagens Superliga-kamp mod Brøndby bliver spillet. Det oplyste TV2 News torsdag aften.

Efter et langt møde i Lyngby med en lokal investorgruppe onsdag blev konklusionen, at det ser mere positivt ud med hensyn til at redde den konkurstruede fodboldklub.

Torsdag vil klubben sammen med de lokale investorer forsøge at overtale en lokal storinvestor til at skyde penge i klubben, så den ikke går konkurs. Der er ifølge TV2 News tale om en virksomhed af stor beskaffenhed.

Samtidig har klubben over for Divisionsforeningen slået fast, at søndagens kamp i Superligaen mod Brøndby bliver gennemført. Det fremgår dog ikke, om kampen bliver spillet på Lyngby Stadion eller andetsteds. Tidligere onsdag har det været fremme, at kampen måske bliver afviklet i Helsingør eller i Farum (FC Nordsjælland.)

Ligeledes skete der tidligere onsdag det, at klubben mistede fire spillere, fordi den ikke har udbetalt løn for januar måned. Det er Mikkel Rygaard, Bror Blume, Casper Højer Nielsen og Simon Strand.

LÆS OGSÅ: Overraskende hjælp på vej: Superliga-konkurrent kan huse Lyngby-Brøndby

»På nuværende tidspunkt har vi modtaget fire kontraktophævelser, hvilket vi naturligvis må tage til efterretning, og vi ønsker de pågældende spillere held og lykke fremover samt tak for indsatsen for Lyngby Boldklub samt vores store ærgrelse og skuffelse over denne situation, hvor vi må sige farvel til så spændende spillere. Det gør ondt,« skrev klubejer Torben Jensen tidligere onsdag aften i en sms-besked.

Lønnen skulle være udbetalt for en uge siden, og fredag sendte Spillerforeningen et påkrav til Lyngby, hvor den på vegne af spillerne krævede lønnen udbetalt. Dette skulle være sket i løbet af tre hverdage - dvs. senest tirsdag kl. 23.59.

LÆS OGSÅ: Officielt: Nu har fire Lyngby-profiler sagt op

Dette påkrav var Lyngby ikke i stand til at imødekomme, da klubben ikke havde pengene, og derefter var spillerne frie til at forlade klubben. Spillerforeningen opfordrede imidlertid spillerne til at afvente situationen indtil fredag, da der fortsat er forhåbninger om at redde klubben. Men kvartetten Rygaard, Blume, Højer Nielsen og Strand valgte altså at ignorere denne opfiordring.

Ifølge Torben Jensen er der fire mulige investorer, der kan redde Lyngby. To engelske klubber - en fra Premier League og en fra Championship - en investorgruppe med fokus på mulighederne i fast ejendom samt den lokale investorgruppe.

Ifølge sport.tv2.dk har Lyngby været mest indstillet på tilbuddet fra den lokale investorgruppe, da det vurderes som det mest stabile på længere sigt.

Ifølge Torben Jensen skal investorerne lægge 10 millioner kroner her og nu og fem millioner kroner inden sæsonafslutningen til sommer. Dertil kommer yderligere fem millioner kroner til næste sommer.

LÆS OGSÅ: Kæmpe bombe kan springe i Lyngby: Budkrig i gang om de største profiler

Selve overtagelsen af Hellerup Finans'ø aktiepost er til gengæld til salg for næsten ingenting.