FC Nordsjælland-stjernen Kamaldeen Sulemana er en eftertragtet herre rundt omkring i Europa.

Således ønsker storklubberne Manchester United, Bayer Leverkusen og Ajax Amsterdam at købe den talentfulde angriber. Det skriver Daily Mail.

Det engelske medie tilføjer, at Ajax allerede har budt cirka 85 millioner for den 19-årige Superliga-profil, men det tilbud har FC Nordsjælland afvist uden tøven.

Det får dog ikke Ajax til at give op. Fodbolddirektøren i klubben, Marc Overmars, forventes således at være i Farum mandag aften, når FC Nordsjælland møder FC København.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Daily Mail beskriver Kamaldeen Sulemana som Ghanas største talent siden Michael Essien, der spillede i klubber som Lyon, Chelsea og Real Madrid med stor succes. 38-årige Essien arbejder i netop FC Nordsjælland nu.

Og det vil ikke være første gang, at Ajax henter en dygtig ung spiller i den danske Superliga-klub. Den hollandske hovedstadsklub købte eksempelvis Mohammed Kudus sidste år.

Kamaldeen Sulemana er i god form for tiden, hvor han har lavet fem mål i sine seneste fem Superliga-kampe. Det blev han belønnet for, da han blev kåret som månedens spiller i april.