En mulig konflikt mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen spidser til, og inden klokken 23.59 torsdag skal parterne have fundet en løsning - ellers vil en strejke bryde ud tirsdag.

Tirsdag er også dagen, hvor FC København skal ud i en afgørende Champions League-kvalifikationskamp mod Bayer Leverkusen, og ifølge Jyllands-Posten har truppen i den københavnske klub i et hemmeligt brev til spillernes egen repræsentant Spillerforeningen meldt ud, at den ønsker at spille kampen.

Dermed er der lagt et stort pres på Spillerforeningens direktør, Mads Øland, inden de afgørende forhandlinger hos Forligsinstitutionen torsdag aften.

Ifølge Jyllands-Posten er der i forvejen lagt et stort pres på Spillerforeningen, idet AaB-spillerne Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen og Kasper Risgård, der alle også gerne vil spille deres Champions League-kvalifikationskamp onsdag mod APOEL Nicosia, er rejst til København for ligeledes at lægge et pres på Spillerforeningen.

Læs også: FCK-stjerne pudsede advokat på sagen: Ville ud af Spillerforeningen

- Det er, fordi vi håber på at finde en løsning og presse på, for at det sker, siger Rasmus Würtz til avisen.

Omkring en tredjedel af FC Københavns trup er ikke medlemmer af Spilleforeningen, hvis talsmand Martin Retov håber, at Ståle Solbakkens mandskab støtter Spillerforeningen i sagen.

- .Vi repræsenterer 1.223 spillere i dansk fodbold, hvor vi tilmed har fået over 100 nye medlemmer op til forhandlingerne. I FCK er vi repræsenteret med to ud af tre spillere, og også her står vi sammen, forklarer Martin Retov.

Hvis en strejke bryder ud, må de tilbageværende hold i europæisk fodbold, FC København, AaB og FC Midtjylland, stille med amatører og ungdomsspillere. Og måske vil FC Københavns spillere gå imod strejken.