De danske mestre har tidligere meldt ud, at transfervinduet var lukket for dem, medmindre de kunne finde en 10'er - og ham har de muligvis fundet i Brasilien.

FC Midtjylland viste stor bredde i truppen, da de i søndags slog Randers med 3-0, hvor flere af profilerne blev sparet, inden returopgøret mod Malmö i Europa League. Men den bredde kunne gå hen og blive endnu større.

Ifølge det brasilianske medie Globoesporte er de danske mestre nået til enighed med Vasco da Gama om at leje den offensive midtbanespiller Evander da Silva Ferreira for resten af sæsonen.

Brasilianeren har spillet 24 gange for sin klub i den bedste række, hvor det er blevet til fire mål.

Foto: Javier TORRES
Vis mere

Den brasilianske klub har været en af de mere kendte blandt mange fodboldfans, da den har været god til at udklække mange store fodboldspillere gennem tiderne. Blandt andre kan nævnes Bebeto, Romario og Philippe Coutinho.

Denne artikel er leveret af ronaldo.com