Skal Barcelona til at handle i Superligaen?

Det er slet ikke sikkert, men skal man tro den store avis Mundo Deportivo, der har stort fokus på FC Barcelona, så bliver der i hvert fald holdt øje.

Og det er FC Nordsjællands 19-årige stortalent Andreas Skov Olsen, som Barcelona kigger på.

Den offensive Nordsjælland-spiller er angiveligt blevet fulgt af FC Barcelonas spejdere og er blevet ført ind i arkivet som en potentiel 9'er for fremtiden.

Andreas Olsen med en af sine 19 Superliga-træffere i år. Her med sangerinden Beyoncé på trøjen.
Andreas Olsen med en af sine 19 Superliga-træffere i år. Her med sangerinden Beyoncé på trøjen. Foto: Lars Møller
Vis mere

Mundo Deportivo skriver, at 'de siger, han er en god spiller', hvilket lyder som en reference til de spejdere, der følger Andreas Skov Olsen.

9'er-positionen har ofte været det evige spørgsmålstegn i FC Barcelona, og det er åbenlyst, at klubben jagter en potent afløser til Luis Suarez.

Uruguayaneren er blevet 32 år, og storklubben fra Catalonien forbereder sig på en tid efter ham, hvor man leder efter en eller flere dygtige angriber til at følge i hans fodspor.

Samme Mundo Deportivo har tidligere skrevet for fem potentielle arvtagere for Suarez, som Barcelona skulle følge tæt i øjeblikket.

Blandt flere prominente navne har Kasper Dolberg også været nævnt i den forbindelse.

Mundo Deportivo skriver, at i artiklen om Andreas Skov Olsen, at Barcelona jagter 9'ere i alle aldre. Derfor vil en 19-årig angriber ikke nødvendigvis blive hentet ind som nyt førstevalg, når Suarez engang stopper i klubben.

Andreas Skov Olsen har fået en flot start på Superliga-karrieren og har i denne sæson scoret 19 mål og overhalet Peter Møller for rekorden som den mest scorende teenager i Superligaens historie.

Faktisk har Andreas Skov Olsen scoret i samtlige seks Superliga-kampe i foråret - og endda lavet to mod både Vejle og FC Midtjylland.