Vinterens største transfer mellem to superliga-klubber er en realitet. Martin Pusic har skrevet under på en kontrakt med FC Midtjylland og spiller de kommende tre år for 'Ulvene' fra Herning.

Efter BT fredag aften afslørede, at FC Midtjylland indløser Superliga-topscorerens frikøbsklausul på en million euro, cirka 7,5 millioner kroner, har parterne været i forhandlinger om spillerens personlige vilkår, og mandag eftermiddag faldt de sidste detaljer på plads.

Der har været en del tovtrækkeri under forhandlingerne mellem Martin Pusic' agent og ledelsen i FC Midtjylland, og flere medier spekulerede i løbet af mandagen i, at en handel var tæt på at brase sammen.

Men Martin Pusic har siden fredag aften befundet sig på samme hotel som FC Midtjyllands hold, der er på træningslejr i Portugal, og forhandlingerne har nu ført til en aftale.

Martin Pusic har i sine seneste 75 kampe på banen scoret 36 mål og lagt op til 12 scoringer.

Før forårssæsonen har han scoret ni Superliga-mål for Esbjerg, det er samme antal som Hobros Mads Hvilsom.

Pusic kommer til at bære trøje nummer 10 i FC Midtjylland.