Med en kapitaludvidelse har fodboldklubben AGF fået 43 millioner kroner. AGF står foran flere store projekter.

AGF har fået styrket sin økonomi.

Fodboldklubben skriver på sin hjemmeside, at den har gennemført en kapitaludvidelse, hvor lokale investorer har skudt 43 millioner kroner ind i klubben.

Nuværende og nye storaktionærer har købt aktier til markedskurs, og indsprøjtningen er vigtig med tanke på de projekter, der venter.

Det siger bestyrelsesformand Lars Fournais.

»Vores vision er at etablere os blandt de bedste fodboldklubber i Skandinavien, og på mange områder er vi godt på vej,« siger han.

»De kommende år står vi foran nogle store investeringer, der skal løfte vores forretning yderligere, og med kapitaltilførslen sikrer vi, at disse investeringer ikke går ud over vores sportslige konkurrenceevne, samtidig med at vi på nogle områder kan skrue op for at skabe forudsætningerne, for at vi kan tage nye store skridt sportsligt og kommercielt, når det nye stadion står klar.«

/ritzau/