»Der er ikke mange hold, der vinder 36 kampe.«

Det konstaterede FC Københavns Rasmus Falk efter søndagens 1-0 nederlag mod AaB. Og FCK er i hvert fald ikke en del af de hold i sæsonen 2019/2020. Nederlaget til nordjyderne var holdets første nederlag i superligasæsonen i en kamp, hvor FCK var hårdt ramt.

Hverken langtidsskadede Dame N'Doye eller Jonas Wind var med, ligesom Viktor Fischer og Carlo Holse var ukampdygtige.

»Vi har haft lidt imod os i forhold til skader og kampprogram,« sagde Rasmus Falk til Canal 9 efter kampen.

Kæmpe jubel i Aalborg, da AaB besejrede FCK.
Kæmpe jubel i Aalborg, da AaB besejrede FCK. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Men det er det, vi gerne vil, vi har en god trup og en masse gode spillere, der skal kunne tage over og komme ind og være dygtige nok. Men det er et svært sted at spille her i Aalborg.«

Samme tone lød fra anfører Carlos Zeca, der kaldte AaB-sejren fortjent.

»Vi var der ikke rigtigt i første halvleg, hvor de var bedre end os, og i anden halvleg skabte vi chancer, men vi scorede ikke. Tillykke til Aalborg, der spillede godt. Når de spiller sådan her, fortjener de tre point,« sagde han til Canal 9.

På trods af nederlaget og det faktum, at FCK ikke har formået at score i to kampe i træk, mente Zeca ikke, at der er grund til københavnsk bekymring.

»Vi skal ikke være bekymret omkring vores offensive spil. I dag scorede vi ikke, det gjorde vi heller ikke mod Riga, men i andre kampe har vi scoret tre eller fire mål. Så vi er ikke bekymrede omkring noget som helst.«

Hos AaB-heltene var minerne dog nogle helt andre.

»Det er en magisk aften i Aalborg. Vi har været skidt på hjemmebane sidste sæson, nu er vi startet fantastisk. Med en pragtkamp i dag slår vi FCK,« jublede Jakob Ahlmann, da Canal 9 interviewede AaB-spilleren.

Sejren kom i land foran en flot kulisse i Aalborg Portland Park, hvor publikum var mødt talstærkt op.

Kasper Kusk blev kampens eneste målscorer.
Kasper Kusk blev kampens eneste målscorer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er sådan en aften, vi har savnet. Spillet har tidligere været lidt sløjt, og det har det også været i forhold til fremmødet på stadion. Nu er der kommet lidt hype igen, og jeg tror, at der er over 10.000 i dag. Det er fantastisk, og vi er helt oppe at køre, når vi ser det her,« sagde Jakob Ahlmann.

AaB-sejren kom i land efter et mål af Kasper Kusk, der bragte AaB foran efter 18 minutter.

»Når vi endelig havde muligheden for at slå FCK, skulle vi bare have den hjem. Det havde summet i byen op til, og folk havde glædet sig til denne her kamp,« sagde målscorer Kasper Kusk til Canal 9 efter AaB-sejren.

Også Kusk var begejstret over stemningen i Aalborg søndag eftermiddag.

»Det er flere år siden, jeg sidst har oplevet så mange mennesker på stadion,« sagde den lettede AaB-spiller.

Han fik nemlig selv hul på bylden med sin scoring som kom i kølvandet på en periode uden mål for kantspilleren.

»Jeg skal være den første til at erkende, at det ikke har været godt nok. Det giver meget selvtillid, at jeg får scoret. Forhåbentlig er det starten på noget endnu bedre,« erkendte Kusk efter kampen.

AaBs næste kamp er mod AGF, mens FCK møder Hobro.