Lyngby kæmper og kæmper og kæmper. Det gælder overlevelse, og derfor bliver alle sten vendt for at finde den rette løsning for den konkurstruede Superliga-klub. Som BT tidligere har fortalt, er det især en lokal investorgruppe samt den engelske klub Aston Villa, der lige nu ligner bedste bud på købere af klubben, som er sat til salg.

Og nu står talsmanden fra den lokale investorgruppe frem og fortæller om, hvor langt man er i forsøget. Og det er ret så langt, kan advokat Lars Borring afsløre.

»Vi har for så vidt [penge] nok til, at vi kunne redde klubben lige her og nu, men vi er nødt til at se på en mere langsigtet løsning, så spillerne ikke kun får løn i én måned, men også får resten af sæsonen ud. Og så vi har god tid til at planlægge, hvordan klubben bliver en fornuftig forretning. Derfor mangler vi lige nu de sidste 4-5-6 millioner kroner, og vi arbejder ret hårdt på at skaffe dem,« siger Lars Borring til TV 2 Sport.

Lyngbys overlevelse afhænger af, om der findes en køber, og det ser der altså ud til at gøre. Men allerede nu har den truende konkurs kostet sportsligt. Fire spillere har ophævet deres kontrakt med klubben, da der ikke er blevet betalt løn i januar. Mikkel Rygaard, Bror Blume, Simon Strand og Casper Højer er ikke længere i Lyngby. Og måske kan endnu flere forsvinde, hvis det ender med at blive den lokale investorgruppe, der overtager klubben fra Hellerup Finans.

LÆS OGSÅ Brøndby får konkurrence: Kæmper med ny klub om fritstillet Superliga-profil

»Det er ikke nødvendigvis den spillertrup, vi har nu, vi gerne vil bevare. Det er gode spillere, men vi har altså fremragende talenter i klubben, så klubben kan godt fortsætte med at spille på et højt niveau, selvom der måtte være flere spillere, der forlader klubben,« siger Lars Borring.

Ifølge TV 2 Sport vil spillerne i Lyngby blive orienteret om status på forhandlingerne fredag kl. 9.45.