Lyngbys Kim Aabech bliver igen og igen rodet ud i problemer. Men Lyngby gør, hvad de kan for at hjælpe ham.

I løbet af ugen er de dårlige sager haglet ned over Kim Aabech og angriberens klub Lyngby. Og det er langt fra første gang, at Aabech ender i mediernes søgelys. Men Lyngby Boldklub gør, hvad de kan for at hjælpe den 28-årige Lyngby-dreng.

Det skal være slut med uheldige episoder for Kim Aabech, der senest ramte avisforsiderne i løbet af ugen med historier om udeblivelse fra træning efter druktur og ulovlig betting på sit eget hold. Det lægger Lyngby-træner Niels Frederiksen slet ikke skjul på.

Men løsningen er ikke at fyre den 28-årige angriber eller sætte ham permanent af holdet. I stedet forsøger Superligaklubben at få sin største profil til at tænke på fremtiden.

- Vi snakker med ham om fremtiden, for at give et fundament til, hvad der skal ske, når karrieren slutter. Han har eksempelvis fortalt os, at han gerne vil lave noget med salg, når han er færdig som fodboldspiller, siger Niels Frederiksen til sporten.dk

- Vi har prøvet at sætte op, at han kan komme med op på kontorerne og hjælpe vores sælgere deroppe. Også for at give ham en idé om, om det kunne være noget for fremtiden. Så på den måde hjælper vi lidt til og guider lidt, lyder det fra Lyngby-træneren, der dog fortæller, at kontorordningen endnu ikke er sat i værk.

Som B.T. kunne skrive i torsdags, så kan Aabechs problemer uden for banen meget vel skyldes familiære problemer, og selvom Niels Frederiksen ikke er meget for at udtale sig om sine spilleres personforhold, så erkender han, at Aabech måske har det hårdere end andre.

- Jeg tror, at Kim i hverdagen har nogle ting at tænke på, som andre er forskånet for. Han har mange ting at skulle forholde sig til og kan bekymre sig om, hvis han vælger det, siger Frederiksen, inden han slår fast, at Kim Aabech ikke fortjener al den negative omtale.

- Kim er en meget social og omsorgsfuld fyr og bekymrer sig meget om sin familie. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at han gør noget ondt, men han tænker sig desværre altid ikke lige godt om, siger Niels Frederiksen.

Frederiksen kommer selv fra en baggrund i bankverdenen, og derfor bruger han sin erhvervserfaring til at hjælpe, hvor han kan, når det kommer til spillernes fremtid efter fodbolden.

- Jeg har eksempelvis hjulpet spillere med at udforme CV’er og givet gode råd til at komme ind i virksomheder, siger Frederiksen, der også fortæller, at spillere i visse tilfælde kan få personlige coaches, der hjælper med prioritering og mål.

For Kim Aabechs skyld må man håbe, at Lyngbys bestræbelser på at hjælpe sine spillere kan få angriberen tilbage på rette vej, så han kan fokusere på fodbolden i stedet for skandaler.