For et halvt år siden troede mange, at det var slut. Andreas Bjelland var 34 år, havde kun kontrakt til slutningen af denne sæson, og anklen var lige blevet brækket i en kamp mod Viborg.

Men på nærmest rekordtid er han tilbage, og søndag startede han overraskende inde, da Lyngby chokerede alt og alle og løb med sejren på 1-0 over Brøndby.

»Nu har jeg set på, hvordan han er kommet tilbage. Sikke en professionel spiller, sikke et mindset, han har. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og så er han en rollemodel for de unge. Han kunne ikke spille 90 minutter, men vi fik alt ud af ham,« siger træner Freyr Alexandersson om Andreas Bjelland.

Han tilføjer:

Andreas Bjelland blev slemt skadet i slutningen af august.
Andreas Bjelland blev slemt skadet i slutningen af august. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det havde været så kedeligt for hans karriere at slutte sådan dér i Viborg. Nu er han tilbage, han træner sindssygt godt, og nu får han lov til enten at gøre det færdigt om tre måneder eller spille et år mere. Det kan han godt.«

Andreas Bjelland har hele tiden sagt, at det ikke skulle være en skade, der bestemte, om hans karriere ville være forbi, og sejren over Brøndby bekræfter ham bare i, at den hårde kamp for at komme tilbage er det hele værd.

»Det er derfor, man spiller fodbold, og at det er endnu sjovere. For mig var det vigtigt at komme tilbage og selv sige stop, det har ligesom været mit mantra i det. Jeg føler, at jeg bidrager og stadig kan være med,« siger den tidligere landsholdsspiller Andreas Bjelland og fortsætter:

»Der er gået lidt over seks måneder, siden jeg blev opereret, så det er gået stærkt, jeg kneb mig selv lidt i armen, da jeg fik spillet en halv time på træningslejren, men det kommer stadig til at tage noget tid for mig at komme helt tilbage i form efter så stor en skade.«

Han gjorde det i hvert fald så godt, at træneren vil sige ja med det samme, hvis han skulle blive spurgt i forhold til en ny kontrakt.

»Han skal bare sige til,« siger Freyr Alexandersson med et stort smil.