Emil Larsen sikrede med to flotte mål Lyngby et enkelt point mod HB Køge, og Larsen håber på et udlandsskifte.

Der er ikke lang tid til, at transfervinduet åbner i januar, og med to imponerende mål i 2-2-opgøret hjemme mod HB Køge, gjorde Lyngbys Emil Larsen god reklame for sig selv.

Den 20-årige kantspiller håber også selv, at han inden alt for længe kan blive solgt til en klub i en af de større europæiske ligaer.

- Jeg vil rigtig gerne til udlandet. Det er der, de bedste spiller i de bedste ligaer. Så jeg håber, at jeg kan komme til udlandet en dag, siger Emil Larsen.

Han har allerede gjort sig tanker om, hvor turen skal gå hen.

- Jeg er en teknisk spiller, så det skal være noget teknisk fodbold. Holland, Tyskland og måske Spanien på et tidspunkt. England tiltaler mig ikke så meget. Det er ikke min spillestil, siger han.

Emil Larsen, der har kontrakt med Lyngby i endnu et år, afviser dog ikke et skifte til en større klub i Superligaen, inden det store udland kalder.

- Det kan godt være, at jeg skal tage en smuttur over en større dansk klub, men jeg ved bare, at jeg vil derud, siger Emil Larsen.

Først og fremmest fokuserer Larsen dog på Lyngbys situation, som ikke er god.

Holdet har fem point op til nedrykningsstregen, og spillet mod HB Køge søndag overbeviste ikke mange om, at Lyngby har en chance for at overleve i ligaen.

Det flotte spil betyder dog mindre, når bare der kommer point på kontoen, mener Emil Larsen.

- Banerne begynder at være dårlige nu. Det er sidst på efteråret, og det var en bundkamp, som vi skulle have point i, så vi gik ikke ud for at spille flot fodbold. Det må vi vente med, siger han.

Lyngby møder i næste runde Sønderjyske på udebane. Netop Sønderjyske, der er seks point foran Lyngby, er et af de hold lige over stregen, som skal besejres, hvis Lyngby vil blive i Superligaen.

/ritzau/