Lyngby Boldklub blev i fredags reddet af lokale investorer, og spillerne har derfor i weekenden kunnet se frem mod at møde Brøndby IF i Superligaen i aften med ro i sindet.

Men den truende konkurs, som har hængt over klubben i flere uger, og som har været tæt på at koste klubben livet, har kostet hårde mentale kræfter hos spillertruppen.

Det fortæller forsvarsspiller Mathias Tauber, der i sin egenskab som anfører har stået midt i orkanens øje.

I et interview med Spillerforeningens hjemmeside beskriver han en emotionel og stresset tid, hvor fire spillere har forladt klubben, mens der i kulissen har været kæmpet hårdt for at redde klubben fra de økonomiske problemer, som blandt andet har betydet, at spillerne ikke havde fået deres februar-løn.

Se Eurosports eksperter diskutere, hvad der skal ske med Lyngby Boldklub:

 
Vores eksperter, Lars Jacobsen og Flemming Povlsen, diskuterer den truende konkurs i Lyngby BK og
Vis mere

»Da jeg kørte hjem fra mødet i går, blev jeg lidt rørstrømsk og fældede en lille tåre. Og det var også tæt på at løbe af med mig, da jeg kom hjem og så familien i øjnene,« siger Tauber om det møde i fredags, hvor lokale investrorer på et møde langt om længe kunne fortælle spillerne, at deres løn var på vej, og at Lyngby Boldklub var reddet.

Særligt for Mathias Tauber var klubbens redning afgørende for hans fremtid som professionel fodboldspiller. I en alder af 33 år tvivler han på, at han ville kunne finde en anden klub, særligt da han døjer med en korsbåndsskade, som har holdt ham ude af spillet i ni måneder.

»Det havde sat mig en situation, hvor jeg med 90 pct. sikkerhed havde været nødt til at skifte karriere. Jeg tvivler på, at der havde været klubber, der var interesseret i at hente én 33-årig fodboldspiller, der er korsbåndsskadet, og som først kan spille kampe om to måneder. Så jeg var blevet tvunget ud i et karriereskifte, og jeg havde allerede følere ude. Og havde faktisk et jobtilbud på hånden,« siger han til Spillerforeningen.

Her fortæller han også, at han modtog over 30 telefonopkald og havde gan i 15-20 sms-korrespondancer, da forløbet med redningen af Lyngby Boldklub i sidste uge var på sit højeste. I fredags sagde han således:

»Jeg er virkelig slidt. Jeg begynder at huske dårligere, bliver mere og mere træt og forsøger at opretholde en hverdag derhjemme så godt som overhovedet muligt. Men jeg er træt.«

I går fortalte den lokale investorkreds med Birger Jørgensen i spidsen om deres planer for Lyngby Boldklub.

»Birger Jørgensen (manden, som står i spidsen for den ejerkreds og nu bliver ny direktør, red.) vil ikke ud med, hvor mange millioner der er kommet ind. Han konstaterer blot, at der er nok, og alle lønninger er betalt, men også at der i det langsigtede projekt ønskes flere penge. Blandt andet til at få ro på klubben, og for at kunne arbejde uden pres med de mange udenlandske klubber, der viser interesse for Lyngby – udover Aston Villa handler det om tre andre seriøse henvendelser, både fra Storbritannien og længere sydpå i Europa,« skrev Lyngby Boldklub på klubbens hjemmeside.