'Livsfarligt at gå til fodbold': Nu peger Werge på spillerne


Nu skal spillerne være deres ansvar voksent, mener den tidligere kommentator og nuværende TV 2-redaktør Carsten Werge.
I en artikel hos TV 2 peger fodboldredaktøren på, at spillerne i højere grad skal sige fra over for fansene, når der bliver gået til yderligheder som ved derbyet i går, hvor en gruppe Brøndby-tilhængere løb hele vejen til den anden ende af stadion og gik i konfrontation med FC Københavns fans, der gav modsvar.
»Spillerne er nogle, som mange af de fans lytter til, fordi de ser op til dem, og jeg synes tit, at vi ser spillere, som melder pas, når de bliver spurgt til det her,« siger Werge, der understreger, at også tv-stationer har et ansvar for at påtale, når der bliver gået over stregen.
Han betegner det - med henvisning til derbyet - som 'livsfarligt at gå til fodbold' og mener ikke, at indsatsen er gjort med Divisionsforeningens tiltag, der fjerner udebanefans til derby-kampe på ubestemt tid.
En af spillerne, der tog bladet fra munden efter balladen på Brøndby Stadion, var FC Københavns Thomas Delaney.
»Det stinker selvfølgelig. Det er latterligt, må jeg sige. Om det er gule, hvide, blå eller sortklædte – det skal stoppes,« siger FC Københavns Thomas Delaney efter kampen til pressen, og tilføjer:
»Det er en fin velkomst hver gang, og det er også sådan, det skal være. Det andet skal stoppe nu, ellers ender vi med at spille for tomme tribuner.«
Sværere var det dog fra andre, eksempelvis Brøndbys Nicolai Vallys og Mathias Kvistgaarden, som TV 2 forsøgte at spørge efter kampen. De ønskede ikke at gå ind sagen.
Opgøret i Brøndby endte 0-0.