AGF besejrede mandag oprykkerne fra Lyngby Boldklub med 1-0 på Ceres Park i femte runde af Superligaen.

Et drømmemål fra forsvarsklippen Yann Bisseck sikrede mandag AGF en sejr på 1-0, da holdet tog imod Lyngby Boldklub på Ceres Park i femte runde af Superligaen.

Kampen startede meget lige, men det var AGF, der kom frem til de største chancer. Lyngby kæmpede med at få nedbrudt et solidt AGF-forsvar, der fik afvist eller blokeret bolden, så snart gæsterne var i nærheden af målet.

Det var derfor fortjent, at AGF tog alle tre point.

Med sejren rykker AGF op på en delt andenplads i Superligaen med ti point efter fem kampe. Lyngby er nummer ti med to point efter samme antal kampe.

Efter en lidt rodet start fra begge mandskaber var det AGF, der kunne bringe sig foran efter 20 minutter, da forsvarsspilleren Yann Bisseck sparkede bolden op i den ene målhjørne fra distancen.

Bisseck modtog bolden efter godt kombinationsspil og drev den nogle meter frem på banen, inden han fra omkring 25 meter tordnede bolden i nettet til glæde for de lige over 10.000 tilskuere på stadion.

Der var derudover ikke meget at skrive hjem om i første halvleg. Begge mandskaber havde et par halve chancer uden for alvor at blive farlige.

Efter pausen fortsatte kampbilledet fra første halvleg.

Mod slutningen af kampen pressede Lyngby på for at få en udligning og var meget tæt på af to omgange.

Tættest på var Lyngby-angriberen Mathias Kristensen, der fik en stor mulighed, men AGF-målmand Jesper Hansen reddede flot forsøget, og så vandt aarhusianerne med 1-0.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i livebloggen herunder