KOMMENTAR
’Det ser ikke godt ud. Godt nok har de lige rebet sejlene økonomisk, men sportsligt hænger de i vandskorpen.’
Ordene flyder ud med FM-bølgerne fra den altid veltalende Andreas Kraul. Det er søndag aften. Radioen er tunet ind på P3, min livline til dansk fodbold.
Brøndby på besøg hos Lyngby i superligaen.
Åh Lyngby. Forbandede Lyngby, der igen forsøger at kæmpe sig ud af økonomisk morads. Mod mange odds. Denne aften mod det, der i øjeblikket synes som mægtige Brøndby.
Ironisk nok var det også Brøndby, der var modstanderen sidst jeg dvælede ved Lyngbys truende undergang. Det var tilbage i 2001/2002. Dengang var det også galt med økonomien nord for København. Faktisk så galt, at Lyngby blev erklæret konkurs og brugte vinterpausen på at etablere et amatørhold, der skulle spille sæsonen færdig under Hasse Kuhn.
Og hvilken opgave. De fik tæsk, til tider store tæsk, men jeg husker dem stadig. Deres ukuelige optimisme. Deres kamp for at bringe lidt værdighed ind i en kaotisk sæson. Ikke mindst en mild majaften på Brøndby Stadion.
Datoen var den 16. maj, det var 33. og sidste spillerunde. 27.000 Brøndby fans var mødt op for at se hjemmeholdet spille mesterskabet hjem foran ærkerivalerne fra F.C. København. Mattias Jonson, Ruben Bagger, Auri og hele Brøndby-motoren var tunet som et sandt mesterhold i gult og blåt.
En modbydelige modstander, der på alle måder var Lyngsbys glade amatører dybt overlegen. En flok lykkeriddere blev de kaldt, men for mig var de så meget mere. De var underdogs, javel ja, på alle måder overmatchet. Men de var også symbolet på, at man til tider kan mere, end man tror. At uden håb er vi intet.
De tabte, Lyngby altså, men kun med 2-0. De lokale fans tænker sikkert tilbage på den perfekte afslutning på en herlig sæson, men det er ikke det, der står klarest og finest i erindringen hos mig. Det gør derimod klapsalverne. Af de tabende amatører. Den overvældende sympati og det sportslige overskud fra hjemmeholdets fans. Succes og fiasko på en og samme tid. En ikke sjælden dikotomi i fodboldens sjæl.
The Winner takes it all, siger man. Men hvad gør taberen? Lyngby havde en rædselsfuld sæson på alle mulige måder. Klubben tabte alt, både økonomisk og sportsligt. Mistede et hold. Spillere og træner. De røg ned i et sort hul i Danmarksserien.
Men de kom tilbage, gjorde de. Gu' gjorde de så. For de havde sjælen med. Troen. De fik vendt de fysiske nederlag til mentale sejre, og de vandt vores respekt!
Og selv om kun de færreste husker navnene på de 11 amatører den aften på Brøndby Stadion, så kender vi ’Lyngby All Stars’ som John Helt, Flemming Christensen, Miklos Molnar, Claus Jensen, Klaus Berggren, Michael Schäfer og jeg kunne blive ved. Lyngby har en historie at fortælle.
For farven er kongeblå. Håbet er grønt.
Det tæller måske ikke altid i driftsregnskabet, men det tæller hos mig. Og det får mig til at håbe på Lyngby som en fortsat del af fremtiden i dansk fodbold. At de mennesker, der har millionerne vil drive klubben med de mennesker, der har forstand på drift. At de sammen kan få det til at lykkes.
Drømmen lever. Håbet om, at Lyngby nok skal klare den og vende tilbage. Vende nederlag til sejr. Vende fiasko til succes. Forbandede og fantastiske Lyngby.
