Bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union (DBU) debatterer i disse minutter det ændringsforslag, som Divisionsforeningen har fremlagt til ændringen af Superligaens struktur fra 2016/2017-sæsonen.

DBUs bestyrelse er i disse dage i Prag, hvor det danske U21-landshold deltager ved EM-slutrunden, og bestyrelsen ventes at blåstemple forslaget om en ny struktur for Superligaen i løbet af lørdag eftermiddag.

Mødet foregår på Hilton Hotel, erfarer bt.dk.

Klubberne i Superligaen og 1. division har i løbet af de seneste dage været i dialog om et ændringsforslag til turneringsformen, og fredag aften kunne Divisionsforeningen så endelig - på vegne af klubberne - sende det nye forslag til DBUs bestyrelse.

Kort fortalt kommer den nye struktur til at betyde, at Superligaen bliver udvidet til 14 hold. Guldet bliver afgjort i et slutspil mellem de seks bedste hold fra grundspillet, der slutter efter 26 kampe. De otte dårligste hold i tabellen bliver inddelt i to puljer og skal ud i et nedrykningsslutspil.

bt.dk har meget kort været i dialog med DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, men unionen ønsker ikke at kommentere noget som helst.