Brøndby var på vej mod endnu et nederlag, der for alvor ville sende krisespøgelset på besøg og få snakken om manglende Daniel Agger-effekt til at blusse op, men holdet fik reddet et uafgjort resultat på 2-2 med hjem fra Esbjerg.

Dermed fik Brøndby atter point på kontoen efter to nederlag i træk i Superligaen, men resultatet er ikke noget, der for alvor ændrer på, at både Brøndby og Esbjerg indtil videre har markeret sig som to af sæsonens største skuffelser i landets bedste række.

Kampen kom for alvor op i omdrejninger i anden halvleg, efter at de første 45 minutter bød på langt mere intensitet end kvalitet på banen.

Blot 42 sekunder inde i anden halvleg slog Brøndbys lejesvend Teemu Pukki til, da den finske angriber fik en friløber på en god aflevering fra Andrew Hjulsager. Esbjerg-målmand Martin Dubravka fik fingrene på Pukkis afslutning, men bolden strøg i mål via indersiden af stolpen. Målet var tydeligvis en stor lettelse for Brøndby-spillerne, der offensivt har leveret på et skuffende og meget ufarligt niveau i de seneste par kampe. Men Pukki sørgede altså for både mål og smil i Brøndby-lejren.

Tidligere Agger-rival skred fra Everton-kamp - nu undskylder han

Men smilene forsvandt hurtigt hos de sjællandske gæster. To minutter efter føringsmålet kom Esbjerg igen tilbage på omgangshøjde. Ryan Laursen kom fri til indlæg i Esbjergs højre side, og hans glimrende aflevering ramte Hans Henrik Andreassen i hovedet. Og den rutinerede midtbanespiller fik på imponerende vis dirigeret sit hovedstød helt over i modsatte hjørne, og Lukas Hradecky var chanceløs i Brøndbys mål. Så var begge mandskaber ligesom i gang i anden halvleg.

Men der skulle blot gå endnu et minut, før netmaskerne igen blafrede på Blue Water Arena i Esbjerg. Og igen var det de vestjyske værter, der slog til. Riza Durmisi lavede en dårlig clearing på et Esbjerg-indlæg, og bolden røg ud til Esbjergs midtbanespiller Magnus Lekven, der tog chancen udenfor feltet - med stor succes. Bolden blev tordnet ind i netmaskerne, og Hradecky var igen fuldstændig uden muligheder i Brøndbys mål.

Rodgers vil ikke snakke om Agger: Han er Brøndby-spiller nu

Efter målet tog hjemmeholdet styring i kampen, der generelt udviklede sig til en mere åben og chancerig affære, end den forholdsvis kedelige omgang, som holdene havde givet publikum i de første 45 minutter.

Men Esbjerg forsømte at udnytte overtaget til at udbygge føringen, og så fik Brøndby pludselig udlignet. Endnu engang var det en af de nye lejesvende fra Celtic, der stod bag målet, da islandske Holmbert Aron Fridjonsson fik en aflevering i feltet, som han flot tæmmede og resolut bankede bolden i kassen.

Med det ene point bevarer Brøndby syvendepladsen i tabellen med 11 point, mens Esbjerg stadig ligger lige over nedrykningsstregen på 10. pladsen.