Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der var lagt op til den helt store guldfest, da flere hundrede FC København-fans mandag aften var samlet på pubben Old Irish i det indre København. Men Paul Onuachu udskød mesterskabsfesten et par dage.

Der var ellers kæmpe jubelbrøl, da FC Nordsjælland, planmæssigt for FC Københavns fans, bragte sig foran efter bare 19 minutters spil. Fejringen blev dog tonet ned i anden halvleg, da Paul Onuachu med to scoringer satte mesterskabsfejringen på pause.

Det gjorde dog ikke Lars Seier Christensen, der for to måneder siden opkøbte en femtedel af Parken Sport & Entertainment, noget.

Mandag var han på helt samme kår som fansene mødt op på den irske pub til mesterskabsfejring.

Lars Seier Christensen Old Irish Pub på Frederiksberg. FCK fans ser fodbold på TV og håber på, at danmarksmesterskabet kommer i hus allerede i aften. Det gjorde det ikke. Mandag 29.april 2019
Lars Seier Christensen Old Irish Pub på Frederiksberg. FCK fans ser fodbold på TV og håber på, at danmarksmesterskabet kommer i hus allerede i aften. Det gjorde det ikke. Mandag 29.april 2019 Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det virker, som vi har et par chancer mere (for at vinde mesterskabet, red.). Men det havde været rigtigt sjovt, hvis det var blevet i aften. På den anden side bliver det også rigtigt sjovt med en fuld Parken i weekenden. Så det går nok,« sagde en smilende Lars Seier til B.T.

At mesterskabsfejringen potentielt blev udskudt til søndag, gjorde heller ikke de mange fremmødte FC København-fans noget.

Tværtimod var der flere, der glædede sig over, at mesterskabet i stedet kan komme tilbage til Østerbro mod ærkerivalen Brøndby.

Efter kampen i Farum blev fløjtet af, lød det taktfast 'hader, hader, hader BIF'.

 

Er det den optimale mesterskabsfejring at tage det søndag mod Brøndby?

»Det kan vel ikke blive meget sjovere, hvis vi er så heldige, at det bliver sådan. Og efter alt hvad jeg hører, så er vi tæt på udsolgt. Så det bliver en af de største dage i årevis i Parken. Man skal altid tage et mesterskab, når man har muligheden for det, så det kunne have været sjovt at få det i aften - men når det ikke skulle være nu, kan det også blive sjovt hjemme mod Brøndby,« sagde Lars Seier.

Du sagde selv, da du investerede i Parken og FCK, at vi kom til at se meget til dig - også på stadion. Er det derfor, du også er inde og se kampen med fansene her i dag?

»Ja. Jeg har nogle venner derinde, som kunne være hyggelige at se kampen med. Så det tror jeg, du kommer til at se jævnligt, hvis jeg er i byen. For jeg synes jo også, at sådan noget er sjovt. Og på en aften som i aften er jeg jo bare en fan som de andre,« lød det.

Han kunne dog ikke love, at han med garanti er at finde på tribunen søndag, selvom det skulle blive til et mesterskab over de evige rivaler. Han går nemlig selv ind i det, han kalder en »meget kompliceret weekend«.

»Lørdag har jeg sølvbryllup med min kone, så foreløbigt skal jeg lige overbevise hende om, at hun skal i Parken i den weekend. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg er sikker på, at der kommer til at være en god fest,« grinede Lars Seier, inden han forlod de mange FC København-fans.