Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, var bestemt ikke en tilfreds mand efter nederlaget til Esbjerg.

For mange fejl, for langsomt spil og manglende tro på egne evner er blot nogle af de ord, tyskeren sætter på skuffelsen.

Særligt i første halvleg blev der lavet mange fejl, og hvad den præcise årsag er, skal Alexander Zorniger nu finde ud af.

Mathias Kristensen (tv.) og Björn Kopplin (th.) i kamp om bolden.
Mathias Kristensen (tv.) og Björn Kopplin (th.) i kamp om bolden. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Du kan ikke forklare det rationelt. Måske var de (spillerne, red.) lidt stressede, fordi de fik chancen for at spille i dag, og de udnyttede den ikke. Du må spørge dem. Det er umuligt at få nogen på et bestemt niveau, hvis de er bange for noget. Nogle af de nye kigger stadig med store øjne på, hvad der forventes af Brøndby, og hvad der sker på stadion. Jeg ved, de kan komme med bedre kvalitet, men det skal du også kunne komme med på et bedre hold og ikke kun på et mindre hold,« siger Brøndby-træneren til TV3 Sport.

Han forklarer, at nogle af spillerne ikke er vant til at håndtere det, han kalder 'Brøndby-pakken'.

Det lykkedes for Esbjerg at snyde Brøndby søndag.
Det lykkedes for Esbjerg at snyde Brøndby søndag. Foto: Claus Bech
Vis mere

Et højt niveau, store forventninger og en kæmpe fanskare er nogle af de ting, de nye spillere skal håndtere, og Alexander Zorniger vil nu vurdere, hvor problemerne ligger.

Om han ønsker flere spillere til truppen, vil han dog ikke svare direkte på.

»Jeg skal passe på med, hvad jeg siger. I nogle situationer skal du passe på, for lige nu giver det ikke mening at skabe endnu mere ballade. Vi kender svaghederne, og vi ved, hvilke positioner vi leder på, og nu skal vi skynde os. Og hvis ikke (der kommer flere spillere, red.) er truppen lige nu også god nok til at spille på et højt niveau som i dag, men spillerne må også ’steppe op’. Det handler ikke altid kun om manglende spilletid, at faren i loungen ikke er glad, agenten, der snakker om kvalitet og dræber spillerens karriere. De er derude. Det er sandheden, og de skal vise sig,« siger Alexander Zorniger.