AGF-kæmpen Yann Aurel Bisseck har blæst Superligaen omkuld med voldsomme præstationer i denne sæson.

Men den tyske hvirvelvind med de flagrende lemmer suser efter alt at dømme snart videre og ud i Europa, for AGF-forsvareren er en så ombejlet herre, at flere af kontinentets storklubber har stillet sigtet ind på den 22-årige Superliga-profil.

Og nu kan B.T.s transferpodcast Transfervinduet fortælle, at den franske Ligue 1-gigant AS Monaco er én af bejlerne, der følger AGF-stjernen tæt frem mod sommerens transfervindue.

Tidligere har Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt også været interesseret i forsvareren, men i løbet af januars transfervindue blev tyskerne afvist af AGF – denne sommer tyder alt dog på, at Bisseck skal videre.

Foto: Arne Dedert
Vis mere

AGF-stjernen har tidligere fortalt, at han har en frikøbsklausul i sin kontrakt – og ifølge B.T.s oplysninger er den klausul på et niveau, der vil få det til at bugne i klubkassen.

Klausulen ligger således et pænt stykke over 50 millioner kroner – og det lugter derfor af, at AGF kommer til at smadre den tidligere transferrekord fra salget af Albert Grønbæk til Bodø/Glimt til 25 millioner.

Yann Bisseck har været AGF-spiller siden sommeren 2021, hvor han kom til på en lejeaftale, der siden blev gjort permanent.

Han har spillet i alt 66 kampe med fem kasser og tre oplæg til følge.