»Jeg tænkte: 'Det er løgn.' Helt bogstaveligt blev jeg ramt af en uretfærdighedsfølelse.«
Thomas Kortegaard kan tydeligt huske, da han fik beskeden fra sin læge.
Tiden skal skrues tilbage til marts 2019, hvor han spillede for Superliga-klubben AC Horsens.
Sæsonen var i fuld gang, og i første omgang tænkte han, at lægebesøget kunne vente til den næste ferie, hvor det lige passede med den travle fodboldkalender at få tjekket det modermærke, der så underligt ud.
»Men et eller andet i mig sagde, jeg skulle have kigget på det. Så kørte maskineriet rimelig hurtigt. Vi bor et sted hvor, når tingene er alvorlige, så kører maskineriet hurtigt. Det fandt jeg ud af på egen krop, og det er godt. Det kræver også, at vi har fokus på tingene, og at man er bevidst om, at det kræver nogle ressourcer at have det maskineri,« fortæller han i anledning af ‘Knæk Cancer’-indsamlingen om det, han selv beskriver som en tilfældig opdagelse.
Maskineriet kørte hurtigt for ham, fordi lægens besked var, at Thomas Kortegaard havde modermærkekræft. Og det var der, den daværende fodboldspiller følte uretfærdigheden sitre.
Han ryger ikke. Han drikker ikke. Han dyrkede ofte motion. Han er ikke overvægtig. Alle de ting gjorde, at han i sit eget hoved tænkte: 'Hvorfor mig?'
»Det er også det, der gør sygdommen uhyggelig. At man kan leve nok så sundt og synes, man ikke er disponibel for den sygdom. Alligevel sniger den sig ind på en. Vi kender jo alle nogle, der er blevet ramt eller på anden måde har haft kræft inde på livet. Det er en forbandet sygdom. Derfor er det vigtigt, man har fokus på det, så vi kan gøre noget ved det. Rigtig mange bliver ramt af det her,« siger Thomas Kortegaard, der i dag er lærer på Hou Maritime Idrætsefterskole.
Her nyder han stadig at kunne have med fodbold at gøre. Allerede da han var aktiv, startede han digitalt på læreruddannelsen, og han kalder sit arbejde på efterskolen den perfekte kombination og en oplagt mulighed, hvor han får lov til at holde fast i sporten, han har elsket, siden han var barn.
»Det er en ny tilværelse, men den er også spændende med nye udfordringer,« siger 37-årige Thomas Kortegaard, som startede fodboldkarrieren i AaB.
Han underviser både i boglige fag og fodbold. En sport, han på grund af sin sygdom selv blev revet væk fra tidligere, end han havde regnet med.
For da han havde fået sin diagnose, ventede der flere ting. Han skulle have fjernet modermærket ad to omgange, og desuden blev han opereret, da tre lymfer skulle fjernes.
Operationen gjorde, at han kunne ikke presse sig selv til det yderste fysisk, da han havde ondt i armen fra skulderen og ned. Det frustrerede ham. Han manglede de sidste procenter til at være med på topniveau.
»Til at starte med troede jeg, det var løgn. Jeg kunne ikke strække armen; det var, som om den var syet for stramt sammen. Jeg har også haft muskelsmerter, knæsmerter og ankelsmerter som fodboldspiller. Det har ikke nået det her til sokkeholderne. Operationerne tvang mig til at stoppe, og det var den rigtige beslutning,« siger Thomas Kortegaard, der efter sit stop i august 2019 var assistenttræner for Bo Henriksen, hvilket gav ham blod på tanden i forhold til trænergerningen, men uden at det skulle ‘stikke af’.
I dag spiller han stadig lidt Old Boys-fodbold og holder sig i gang. Han mærker det stadig i kroppen, hvis han løber for langt eller presser sig selv fysisk. Smerterne, ubehaget.
»Det lever jeg ganske fint med. Det er en billig pris. Jeg har det rigtig godt og er lykkelig for, det ikke gik værre og for det liv, jeg har nu,« siger Thomas Kortegaard, der har en tydelig glæde i stemmen, når han taler om, hvor han er i dag.
Han er glad for sin fodbolderfaring, som han glædeligt deler ud af, alt imens efterskoleeleverne suger den til sig. Omvendt giver de også ham meget.
»Der er en udødelighed, man har som ung, der er livsbekræftende for mig at være en del af. Det giver mig stor værdi i tilværelsen og i jobbet, at de er så tilpas i det. Jeg kommer hver dag i et miljø, hvor der er en spirende tro på tilværelsen. Med de udfordringer der følger med i det, om man er syg eller rask, gælder det alle. Jeg nyder den livsbekræftende stemning, der er på en efterskole,« siger Thomas Kortegaard.
Han er ikke fysisk ramt af sygdommen, men der er stadig nogle mentale ting.
Denne sommer var for eksempel den første, hvor han efter flere år i skyggen igen havde lyst til at være i solen på sin terrasse, fordi han ved, strålerne spiller ind på modermærkekræft. Men ellers 'går det perfekt', som han selv beskriver det.
Han går til kontrol hvert halve år, og indtil videre er der ikke dukket noget op. Selvom den lille frygt for 'hvad nu hvis' selvfølgelig sidder der, er han glad for sine kontroller og synes, 'det er dejligt' at få tjekket og bekræftet, at han har det godt.
Hvis lægerne opdager noget, kan de forhåbentlig tage det i opløbet, og han er lykkelig over, han fulgte sin fornemmelse og kom afsted dengang.
Derfor tilslutter han sig også det kor, der nærmest råber, at man skal gå til lægen, hvis man fornemmer, noget er galt. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
»Jeg er rask og priser mig lykkelig over, at jeg kom afsted i tide. Det er også ugens fokus. Jeg havde modermærkekræft, og der er tid ligesom med mange andre grene af kræft en stor faktor, så at jeg kom afsted så tidligt, gør, at jeg ikke er blevet mere medtaget, og det er jeg rigtig lykkelig for.«
