Superligaklubben SønderjyskE kom i massiv modvind efter en række tweets, der blev sendt ud efter kampen mod FC Midtjylland.

Tweets, der efterfølgende blev slettet, og nu har klubben så valgt at undskylde for de kontroversielle udmeldinger, hvor det blandt andet lød, at FC Midtjyllands føringsmål var det 'mindst irriterende mål' .

»I forbindelse med dagens superligakamp mellem FC Midtjylland og SønderjyskE skal vi hos SønderjyskE meget beklage indholdet i tre tweets, som blev offentliggjort under kampen,« skriver klubben på sin Twitter-profil.

»Vi kan som klub ikke stå inde for indholdet i de pågældende tweets, da de ikke lever op til vores værdier og den tilgang, vi altid har til kampene i SønderjyskE,« lyder det.

Udmeldingen kommer efter, at klubben blandt andet tweetede: »Det er aldrig dejligt at tabe, men i dag har det været en kæmpe fordel.«

Sådan skrev SønderjyskE på Twitter efter kampen.
Sådan skrev SønderjyskE på Twitter efter kampen. Foto: Twitter
Vis mere

Et tweet, der efterfølgende blev slettet, men som henviste til, at SønderjyskE med nederlaget til FC Midtjylland havnede i den 'nemme' nedrykningspulje 2.

En pulje, hvor der er hele ti point ned til de to nederste hold, mens der i pulje 1 blot er fire af slagsen fra Hobro, der blev nummer syv og Silkeborg, der blev nummer 11. Dermed kan man - groft sagt - sige, det var en 'fordel' for Haderslev-klubben at tabe søndagens opgør.

Ifølge SønderjyskE skyldes de kontroversielle tweets søndag aften, at nogle af Twitter-profilens skribenter nok har ladet sig rive lidt for meget med.

»Vi får i det daglige god hjælp af helt unge ildsjæle, som også er fans og nok i aften også har været i følelsernes vold. Det er vigtigt for os at understrege endnu engang, at de pågældende tweets ikke er i overensstemmelse med værdierne i SønderjyskE og det, vi ønske at stå for som klub,« lyder det, samtidig med at det i opslaget bliver understreget, at skribenten er meget ked af det og beklager ordvalget.

SønderjyskE er kommet i pulje med OB, Lyngby og Randers.