FCK hentede en vigtig 2-1-sejr over FCM, som kom i hus uden Viktor Fischer. Den skadede stjerneangriber orkede Ståle Solbakken ikke at snakke om efter kampen.

»Du kan ikke spørge om Fischer nu,« kom det flyvende ud af FCK-trænerens mund, inden B.T. Sports spørgsmål, som rigtig nok indeholdt Viktor Fischers navn, blev stillet færdigt.

»Han har ikke været med i lang tid. Han var ikke med mod Brøndby, ikke med mod Bordeaux, ikke med ude mod Slavia Prag, ikke med ude mod AaB, og han var ikke med i dag. Ham venter vi med at snakke om til, når han er tilbage,« fortsatte nordmanden.

Sejren i Parken har sendt FC København tre point foran rivalerne fra Herning. Og det i et efterår, hvor Ståle Solbakkens mandskab modsat midtjyderne spiller hårde kampe i Europa League - samtidig med, at Viktor Fischer har været ude med en skade i en tætpakket november måned.

Ståle Solbakken, manager FC København, under Superliga-kampen mellem FC København og FC Midtjylland.
Ståle Solbakken, manager FC København, under Superliga-kampen mellem FC København og FC Midtjylland. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Så hvad viser det i forhold til FCK’s styrke i forhold til FCM?

»De manglede jo Tim Sparv. Han er lige så vigtig for deres stil, som Viktor er for vores,« lød det kortfattet fra Solbakken.

Men hvad så med det faktum, at FCK spiller mange flere kampe end FCM qua deres deltagelse i Europa League-gruppespillet?

»Det er en stor pointe. De har jo haft en helt anden forberedelse til denne kamp, end vi har haft. Nogle gik lidt ned fysisk. Det er naturligt. Vi har spillet over 30 kampe i det her efterår, og mange har været rundt om jordkloden,« sagde FCK-træneren, inden han kastede sig ud i en analyse af FCK’s angriberes indsats i kampen mod FCM.

FCK's Viktor Fischer er skadet.
FCK's Viktor Fischer er skadet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Viktor Fischer har ikke spillet siden den 28. oktober i FCK’s kamp mod AGF.

Trods sin modvilje mod at tale om den sportslige betydning, Fischers fravær har haft for FCK i de seneste uger, ville Ståle Solbakken gerne give en status på offensivprofilens skade.

»Det er ikke en stor skade, men han føler siig ikke frisk. Nu har han været væk så længe, at det er tvivlsomt, hvilken form, han er i, når han først kommer tilbage,« siger FCK-træneren.

Se B.T.s karakterer til de to holds spillere her. Og læs om Erik Svitachenkos batalje med Robert Skov, som begge profiler siger er afsluttet forlængst.