'Hvem kan tage den abe seriøst'.

Sådan skriver næstformanden hos Det Konservative Folkeparti i Horsens, Heidi Milo, om Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Fra sin private Facebook-profil har Milo kommenteret på en artikel i gruppen 'FCK - Byens Stolthed.' Gruppen har delt en historie fra Ekstrabladet.dk med følgende rubrik: 'Zanka' til Brøndbys fans: Ærgerligt, at I ikke kommer...'

I artiklen udtaler Mathias 'Zanka' Jørgensen sig om det faktum, at to store fangrupper fra Brøndby IF har valgt at boykotte søndagens storkamp i Telia Parken, fordi de er utilfredse med de forhold, de bliver mødt med af FC København.

Det er i den forbindelse, at Heidi Milo leverer kommentaren 'Hvem kan tage den abe seriøs', som det fremgår af det nedenstående screenshot, hvor øvrige bidragsydere til debatten fremstår censurerede.

Screenshot fra Facebook-gruppen 'FCK - Byens Stolthed.'
Screenshot fra Facebook-gruppen 'FCK - Byens Stolthed.'
Vis mere

Kommentaren har affødt et væld af kritiske kommentarer til politikeren, som kommer i strid modvind hos en række brugere, der finder hendes kommentar for racistisk. Det er langt fra første gang, at 'Zanka' bliver udsat for kommentarer af den type.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Heidi Milo, men hun ønsker ikke at tale med os. Til Ekstra Bladet siger hun dog følgende:

»Jeg sidder bare og tænker; 'hold da op, hvor er folk nærtagende'. Det er intern fodboldsnak, og jeg kan stå inde for alt, hvad jeg har skrevet. Jeg ikke fordrage Zanka,« siger hun.

Formanden for Det Konservative Folkeparti i Horsens, Finn Gade Knudsen, vil dog gerne stille op til interview.

Hvad mener du om sådan en kommentar her fra din næstformand?

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det er givet i en privat sammenhæng. Det hverken kan eller skal jeg kommentere.«

Hvis jeg så må spørge dig personligt, hvad synes du så om udtrykket en abe? Hvad siger det dig?

»Det er et dyr, der blandt andet lever i Afrika.«

Ja, det er et dyr. Men mange bruger det også i en racistisk sammenhæng, og sådan kunne det godt lidt se ud her, synes du ikke?

»Det har jeg ikke nogen kommentar til, om det er brugt i en racistisk sammenhæng.«

Flere personer i kommentarfeltet lader i hvert fald til at synes, at det er en uheldig og forkert udtalelse at komme med. Det synes du ikke?

»Jeg afgør ikke, hvad der er uheldigt eller hvad en organisatorisk politiker har som kommentar. Vi har ikke diktatoriske forhold i partiet. Jeg tror ikke, at jeg havde skrevet det, men nu går jeg slet ikke op i sport.«

Men bare fordi du ikke går op i sport, kan du vel godt tage stilling til, om noget er racistisk eller ej?

»Jo, det kan man da godt, og hver især begår man jo sine beslutninger, når man skriver noget på internettet. Nogen er selvfølgelig drevet i, hvad man kan skrive i hvilke positioner man har, men jeg vil ikke afgøre, om det her er racistisk. Jeg har ikke snakket med Heidi endnu, så jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for hendes kommentar.«

Okay. Du har ikke selv skrevet kommentaren, men nu er du formand, og derfor vil jeg da gerne spørge dig, om det er den gennemgående holdning hos de Konservative i Horsens, at Mathias ’Zanka’ Jørgensen er en abe, som er svær at tage seriøs?

»Undskyld, men jeg arbejder med journalistik til daglig. Det dér er da det mest tåbelige spørgsmål, som jeg nogensinde har hørt.«

Hvorfor er det tåbeligt?

»Tror du helt seriøst selv, at jeg ville svare 'ja' til det spørgsmål?«

Det ved jeg da ikke. Min opgave er jo bare at stille dig spørgsmålene?

»Det er fair nok, men så svarer jeg selvfølgelig nej til det spørgsmål.«

Hvad mener du så om, at din næstformand skriver sådan her på en måde, som folk tilsyneladende opfatter racistisk?

»Én ting er jo, hvad man skriver, og så hvad andre opfatter. Modtagerne af kommunikationen har altid ret til at afgøre, hvordan kommunikationen skal opfattes. Det er jeg godt klar over. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det har været hensigten, da det i sin tid blev skrevet.«

Så når din næstformand skriver ’hvem kan tage den abe seriøst’, så tror du ikke, at hun har skrevet det racistisk? Det har bare været noget, hun lige har kaldt ham?

»Altså med mit kendskab til Heidi, så nej. Jeg har som sagt ikke nået at snakke med hende endnu, så jeg ved ikke, hvad hun har ment med det. Men det kan jeg bestemt ikke tro.«

I fodbold og andre sportsgrene kæmper man meget mod racisme, og ’abe’ er et ord, der tidligere er blevet brugt i en racistisk sammenhæng. ’Zanka’ er også blevet kaldt det tidlig...

»Det er muligt, men jeg er ikke sportsjournalist...«

Nej, men det er jeg, og jeg har fulgt med i det. Dem, der arbejder for at komme racisme til livs, dér hjælper sådanne kommentarer her vel ikke ligefrem på rette vej?

»Det har jeg ikke nogen holdning til.«

Det har du ikke nogen holdning til?

»Nej, det har jeg ikke.«

Andre politikere i Det Konservative Folkeparti er ikke imponerede af Heidi Milos kommentar. For eksempel har Folketingspolitikeren Mette Abildgaard skrevet følgende på det sociale medie Twitter:

Den opsang har Mathias 'Zanka' Jørgensen selv retweetet på Twitter.

Også FC København har taget afstand fra lokalpolitikerens besked på Twitter.

FC København har meddelt, at hverken klubben eller Mathias 'Zanka' Jørgensen ønsker at kommentere historien yderligere.