Det er svært at sige FC Midtjylland uden at sige Claus Steinlein.

Den 48-årige bornholmer er administrerende direktør i den midtjyske klub, som han netop har vundet det tredje mesterskab med. Men faktisk kunne det hele være gået helt anderledes for ham.

Det fortæller han i et stort interview med Politiken.

Faktisk takker han sin kone Trine for, at han står, hvor han gør i dag. De mødtes i 1993, hvor Claus Steinlein var flyttet til Ikast.

Han prøvede at gøre karriere som fodboldspiller, men det var ikke kun en dans på roser. For under den første træning med Ikast skete det, der bare ikke måtte ske. Claus Steinlein, der dengang var 21 år, fik en grim skade.

Og det var her, Trine kom ind i billedet. For var det ikke for hende, var han nok ikke endt som det velkendte ansigt i den midtjyske topklub.

»Hvis ikke jeg havde fundet Trine, havde det været et forbandet forår. Jeg var skadet længe, jeg kom halvt tilbage og fik straks en hjernerystelse,« siger Claus Steinlein til Politiken om den tid i 1993.

Også uden for banen kom han galt af sted, da en køretur ikke gik, som den skulle.

»Så totalskadede jeg Lars Thomsens bil, da jeg lånte den. Aquaplanning og så snurrede jeg rundt … Der var meget modgang i den periode, men lyspunktet var Trine. Hvis ikke jeg havde fundet hende, kunne det sagtens være, at jeg var bukket under for det. Så havde jeg ikke stået her i dag,« siger han.

Konen Trine mødte han i Ikast, og de blev gift 8. maj 2001. Sammen har de to døtre – Alberthe og Victoria.

Claus Steinlein, der i øvrigt er uddannet skolelærer, var i AaB fra 1991 til 1993, inden han tog til Ikast. Her var han indtil 1995, hvor han tog en enkelt sæson i AGF. Herefter gik turen tilbage til Ikast, hvor han var indtil 1998.

Og så har han som bekendt de sidste mange år været en af de mest markante personligheder i FC Midtjylland, der torsdag sikrede mesterskabet med sejren hjemme i Herning over FC København.