»Der har selvfølgelig været lidt derfra. Ikke det helt store, men der har været lidt.«

Sådan siger Vejles stortalent Wahid Faghir til B.T. om en interesse fra Det Afghanske Fodboldforbund.

Den kun 17-årige angriber – som er opvokset i Danmark med afghanske forældre – har indtil videre taget Superligaen med storm, hvor det er blevet til fem scoringer og to målgivende afleveringer i 17 kampe.

Faghir har også tilkæmpet sig en startplads på et hold i Danmarks bedste række, inden han overhovedet er blevet myndig.

»Man ved aldrig, hvor det ender henne,« forklarer Wahid Faghir om interessen fra Afghanistan.

Vejle-kometen har indtil videre spillet på de danske ungdomslandshold, hvor det er blevet til 12 mål i 22 kampe fordelt på U16-, U17- og U18-landsholdene.

Men hvad fremtiden byder på – altså hvis han en dag bliver udtaget til et A-landshold – ved han ikke endnu.

»Jeg vil ikke sige, at jeg er mere til det ene eller det andet. Det kommer an på, hvornår det så er, og hvad der passer bedst i forhold til min egen fodbold. Dér tager jeg beslutningen i sidste ende,« forklarer han.

Wahid Faghir (tv.) har fået enorm ros i denne sæson. Her ses han i kamp mod Horsens i november 2020.
Wahid Faghir (tv.) har fået enorm ros i denne sæson. Her ses han i kamp mod Horsens i november 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvornår Afghanistan tog kontakt til ham, vil han ikke røbe helt præcist.

Ikke for nylig, men heller ikke så lang tid tilbage, lyder det.

Og kontakten startede faktisk på en ganske særlig måde.

»Jeg mærkede det først, da der var folk på sociale medier fra Afghanistan, der skrev om mig og fulgte med. Lagde ting op, når jeg scorede,« siger han og fortsætter.

»Så kommer man i nyhederne i Afghanistan, og så har landstræneren nok fundet ud af det via sociale medier. Det er dér, kontakten kom.«

Der har dog ikke været nogen stor charmeoffensiv fra Det Afghanske Fodboldforbund, afslører Wahid Faghir, der har besøgt sine forældres hjemland én gang i sit liv.

Dengang var han seks år.

»Hvis det er, at man gerne vil have mig på landsholdet i Afghanistan, så er jeg sikker på, at man vil gøre alt for, at jeg kommer dertil,« mener han.

»Indtil videre har de bare spurgt ind til min fodbold og til min agent, hvis det nu skulle være. Og ellers bare, hvordan jeg går rundt og har det.«

Wahid Faghir og Vejle møder Horsens fredag aften i Superligaen.