Tomme blikke, røde øjne og gråd i øjenkrogene.

Brøndbys spillere er knuste, efter mesterskabet blev flået ud af hænderne på dem i overtiden af overtiden i Horsens. Guldet kan stadig havne i Brøndby, men efter det, der ligner den måske største skuffelse i klubbens historie, var spillerne ødelagte. De ved, at mesterskabet nu er serveret på et sølvfad for FC Midtjylland.

»Der er så mange følelser på spil i den her klub generelt. Samspillet mellem fansene og spillerne er så stort. Det gør ondt, når man to kampe før mesterskabet er afsluttet, ved at man selv kan afgøre det. Og man så inkasserer et mål i absolut sidste sekund og får taget den mulighed væk fra sig er det som en dolk i ryggen. Den følelse gør rigtig, rigtig ondt. Det er det eneste, jeg kan sige,« siger en dybt, dybt skuffet Christian Nørgaard.

Midtbanespilleren var en af flere Brøndby-spillere, der i dén grad skulle grave dybt for overhovedet at tale med nogen. Især pressen. De blå-gule troede så meget på mesterskabet. Men nu er den tro med ét taget fra dem. På grund et mål i sidste minut - og endnu et i fem minutters overtid.

»Det er ikke ligefrem euforisk stemning, vi kommer fra i omklædningsrummet. Resultatet gør ondt, afslutningen gør ondt, og det gør ondt at se vores fans skuffede. De var mødt talstærkt op og gav os en vanvittig opbakning. Så er det selvfølgelig hårdt ikke at kunne gøre arbejdet færdigt, når man er oppe 2-0,« siger Nørgaard.

Alligevel er der en snert af håb tilbage hos midtbanespilleren. Vinder Brøndby selv over AaB på mandag, skal Horsens 'bare' gentage kunststykket og tage point fra FC Midtjylland i Herning. Det kan ske, men det ser mildt sagt svært ud. Både i forhold til kampen i Herning, men egentlig også for Brøndby selv, der nu skal forsøge at rejse sig fra en historisk skuffelse.

»Selvfølgelig kan vi rejse os. Alle kan rejse sig uanset hvad der sker i deres liv. Jeg ved godt, at der er citat, der taler om, hvordan fodbold er mere end liv eller død. Men vi må også kigge fremad og sige, at det ikke er afgjort endnu. Selv om det lige nu føles sådan, fordi det ikke er i vores hænder. Men i dag så vi at alt er muligt. Så der er trods alt en mulighed,« slutter Christian Nørgaard.