Sportschefen i svenske Brommapojkarna bekræfter, at Brøndby er ude med snøren efter angriber Oskar Fallenius.

Den 19-årige angriber var i sommer på prøvetræning i Brøndby, og nu skulle klubben fra Vestegnen have lagt et bud.

Det fortæller sportschef Peter Kisfaludy til svenske Fotboll Direkt.

»Ja, det passer. Han har været på besøg og træne for fem-seks uger siden, og det gik så godt, at de gerne vil gå videre. Men der er også klubber i Allsvenskan, som er interesserede i ham,« siger han om buddet.

Og meget tyder på, at det svenske talent snart finder sig en ny arbejdsgiver.

»Han har et år tilbage af sin kontrakt, og det er logisk, at han smutter nu til vinter,« siger Kisfaludy om angriberens fremtid.

Fallenius har i denne sæson scoret 13 mål i 25 kampe i den tredjebedste svenske række, hvor Brommapojkarna i øjeblikket ligger til oprykning.

Han var på besøg hos Brøndby i slutningen af august, hvor fodbolddirektør Carsten V. Jensen sagde følgende om ham til klubbens hjemmeside:

»Oskar Fallenius spiller til daglig på et lavere niveau, men han er en ung spiller, vi har fulgt et stykke tid, og med et potentiale, som vi gerne vil se på nærmeste hold,« og tilføjede:

»Vi er glade for, at Brommapojkarne har givet os muligheden for, at Oskar kan træne med Superliga-truppen i de kommende dage, så både vi som klub og han som spiller kan se, om Brøndby IF og Superligaen kunne være det rigtige sted at fortsætte karrieren,« lød det.

Og nu tyder altså noget på, at Brøndby selv synes, at klubben kunne være det rigtige sted for Fallenius.