Under en fodboldkamp på Hvidovre Stadion i 2009 slog lynet ned i Jonathan Richter.
Efter genoplivning lå han i kunstig koma i flere uger – hvor hele Danmark fulgte med på sidelinjen. På mirakuløs vis lykkedes det at få Jonathan bragt tilbage til livet – men hvilket liv ventede ham?
Lynet ødelagde nemlig ikke kun Jonathans lovende fodboldkarriere, men også hans fysik og livsmod. B.T. bringer her et kapitel fra Jonathan Richters nye selvbiografi, 'Ramt af lynet'.
Det er en varm og grå sommeraften på Hvidovre Stadion. Mit sind er også gråt. Jeg er stadig skuffet over, at jeg to dage forinden kun får spilletid for FC Nordsjælland i de sidste 20 minutter af superligakampen mod FC København. Nu spiller jeg en reserveholdskamp mod Hvidovre IF.
Klokken 18.09 bliver jeg ramt af et lyn og dør.
Noget af det sidste, jeg kan huske, inden jeg dør, er, at det er sådan en typisk reserveholdskamp uden det helt store engagement. Det eneste, der måske er lidt atypisk ved dagen, er, at vi spiller i speciallavede lyseblå trøjer. Normalt spiller vi i røde trøjer på hjemmebane og i lilla trøjer, når vi på udebane, men fordi Hvidovre-spillerne er i bordeauxfarvede trøjer, har vi i dagens anledning fået lyseblå trøjer på. Trøjerne har vi kun haft på én gang tidligere, dengang vi spillede Uefa Cup mod Olympiakos FC i Athen.
I starten af 2. halvleg begynder det at regne helt vildt, så meget, at man dårligt kan se fra den ene ende af banen til den anden. Fuldstændig som man kender det fra troperne. Græsset er søbet til af vand, og jeg er gennemblødt fra top til tå ligesom alle de andre spillere på banen. Det er omtrent det sidste, jeg husker fra den dag.
Hvad der sker, efter lynet slår ned i mig, husker jeg selvfølgelig.
Et halvt år på hospitalet
Efter 11 dage i kunstig koma slog jeg øjnene op.
Jeg ved godt, at folk, der har været klinisk døde, i nogle tilfælde bagefter kan fortælle, hvad de har oplevet 'på den anden side'. Men det kan jeg ikke. Det ville være at lyve. Til gengæld kan jeg huske, at jeg havde en masse diffuse drømme. Jeg husker særligt én drøm, hvor jeg ligger i iskoldt vand, der er isbjerge rundt om mig, og mine lemmer er ved at flyde væk fra mig. Jeg kæmper for, at de ikke skal flyde væk – mine arm, mine ben. Det er, som om jeg prøver at samle mig selv sammen.
Måske skyldes drømmen, at jeg ubevidst registrerede både nedkøling og operationer, selv om jeg lå i koma. Jeg ved det ikke. Da jeg vågnede op, havde jeg mest af alt bare en følelse af, at jeg havde sovet længe. Alt for længe. Tiden fra jeg vågnede og frem til amputationen af mit ben står stadig ret tåget for mig, selv om enkelte øjeblikke er helt klare. Min familie sad på skift ved min side, den dag jeg kæmpede mig ud af den kunstige koma. De har fortalt, hvordan jeg langsomt blev nærværende.
Jeg åbnede øjnene adskillige gange, men skyndte mig så at lukke dem igen, og der gik adskillige timer, inden min første reaktion kom. Da jeg så vågnede og så mor, var min første reaktion at bede hende om at give mig et glas juice og fjernbetjeningen. Hun gav mig fjernbetjeningen, selv om jeg på ingen måde havde kræfter til at holde den. Juice var helt udelukket, da hverken min synkerefleks eller mave fungerede.
Efter min første reaktion var jeg stadig meget desorienteret, og jeg røg konstant ind og ud af bevidsthed. Det var, som om jeg ikke kunne fatte, hvad der var sket. Min tidsfornemmelse var forsvundet. Jeg fik problemer med at trække vejret. Mine lunger kunne godt optage ilt, men jeg havde ingen muskelstyrke, og jeg var for svækket til selv at trække vejret.
Jeg havde fået at vide, at jeg nåede at være vågen i en lille uges tid, inden jeg igen blev lagt i kunstig koma i yderligere tre dage. Jeg fik lavet en trakeotomi – et hul gennem halsen ind til luftrøret, så jeg slap for respiratorslangen gennem svælget. Det gjorde det så også nemmere for lægerne og sygeplejerskerne at suge mine lunger fri for slim.
Min mave og mine ben blev tilset hver anden eller tredje dag i fuld narkose, så det er ikke underligt, at den første tid på Hvidovre står meget uklar. Simon siger, at jeg på et tidspunkt spurgte ham, om jeg var død. Det var den 12. august, hvor Danmark spillede venskabskamp mod Chile. Simon, Dennis og måske et par venner mere havde fået mast sig ind på min stue for at se landskampen sammen med mig. De havde alle sammen dragter og ansigtsmasker på, som man skulle have, når man besøgte mig på intensiv, fordi jeg var så fysisk svagelig, at jeg stadig var i isolation.
Det var så vildt, da landsholdet dukkede op på skærmen. Samtlige spillere på landsholdet bar en landsholdstrøje, hvorpå der stod 'God bedring, Jonathan Richter', og mit navn blev nævnt flere gange under kampen. Simon har senere fortalt, at jeg intet fattede og var meget forvirret. Jeg havde kigget på alle blomsterne, der var stillet op uden for mit værelse (jeg kunne se dem gennem vinduet) og så på fjernsynet. Og så havde jeg forvirret kigget på Simon og spurgt ham, om jeg var død. »Nej, du er ikke død, du lever,« havde han svaret mig. Igen og igen havde han sagt det, som om han også havde forsøgt at overbevise sig selv om, at det var sandt.
Da jeg blev indskrevet på Hvidovre Hospital, var min kampvægt 76 kg. Da min krop tog vand ind i begyndelsen af mit komaforløb, vejede jeg over 100 kg, og senere nåede jeg så helt ned på omkring 40 kg. Jeg har siden set billeder af mig selv fra den tid, og jeg lignede en meget udsultet mand med kæmpestore øjne.
Amputation
Efterhånden som dagene gik, begyndte jeg mere og mere at forstå, hvad der var sket med mig. Det var overvældende, første gang jeg fik lov til at blive rullet ud på hospitalsgangen i en kørestol. Hele gangen, og jeg mener hele gangen, var fyldt med blomsterbuketter, fodboldtrøjer, gaveæsker, balloner og hilsner.
Der var sågar en kæmpe papfigur af mig med en taleboble, hvor der stod: »Rolig nu, gutter«. Nogen havde også sørget for, at der var en gæstebog, hvor folk, der kom forbi, kunne skrive en hilsen. Der var vin fra Laudrup-familien, Messi havde sendt en trøje med autograf på, og flere fodboldklubber fra både ind- og udlandet havde sendt hilsner, gaver og blomster.
Jeg husker, at der var et billede af Morten Nordstrand, som havde sin FCK-fodboldtrøje over hovedet med fingrene i vejret i en hilsen til mig, efter han havde scoret mod FK Mogren. På hans undertrøje havde han skrevet JR, og det første, jeg tænkte, var, hvordan det kunne være, at jeg ikke havde set den kamp.
Det hele var meget overvældende, og jeg prøvede at lytte, når min familie fortalte mig, at der hver dag kom omkring 20-30 nye blomsterbuketter. De prøvede at fortælle mig, hvad der var sket i de dage, hvor jeg havde været i koma, men det var svært at forholde sig til. Jeg kunne godt mærke, at min familie havde været igennem noget, som jeg ikke havde været en del af, selv om jeg havde været genstand for det hele.
Min familie havde nærmest bygget en rede ude på hospitalsgangen, og det lille sofabord var fyldt med strikketøj, magasiner og snacks. Dad havde fået sin vante stol ude på gangen, tæt på indgangen til intensiv, hvorfra han sørgede for, at der ikke sneg sig en journalist med ind, når personalet skulle igennem, og døren automatisk gik op. Hele min familie var på fornavn med sygeplejerskerne og lægerne, og det virkede nærmest, som om de for alvor var flyttet ind på hospitalet.
Der var så meget kærlighed i luften, at mit hjerte nærmest flød over, og min mission stod pludselig meget klar for mig. Jeg skulle få det bedre, og så skulle jeg bare kæmpe for at komme tilbage på banen igen. Det var ligesom et par år i forvejen, hvor jeg i min bedste periode i FC Nordsjælland fik mit korsbånd revet over. Dengang vidste jeg jo, at jeg ville kunne komme igen efter operation og genoptræning. Samme følelse var jeg ved at opbygge.
Men ... når jeg kiggede ned på mine ben, kunne jeg konstatere, at der manglede to tæer på venstre fod, og jeg var også bevidst om, at begge ben ikke havde det godt. Alligevel var jeg af den opfattelse, at når jeg var blevet fikset, så skulle jeg bare ud på fodboldbanen igen.
En dag kom der tre læger ind på min stue, mens mor, Simon og Jasmin var der. Jeg følte, at lægerne talte hen over hovedet på mig. Jeg oplevede det, som om de kun talte til min familie. Men det havde de jo sådan set også været vant til at gøre i den tid, hvor jeg var i koma.
Pludselig sagde lægerne til mig, at de ikke kunne gøre mere i forhold til at redde mit venstre ben. Jeg skulle have benet amputeret. Jeg kan huske, at jeg lige nåede at kigge over på min storesøster, der med en blanding af sorg og vrede i blikket lige nåede at signalere, at lægerne ikke kunne tillade sig at sige det sådan. Den meddelelse kunne de have givet mig bedre og mere følsomt.
Da jeg modtog beskeden med amputationen, var det, som om min verden gik i stå. Jeg følte, at det for lægerne mest handlede om et praktisk stykke arbejde, der skulle gøres, så jeg fysisk kunne få det bedre. I selve øjeblikket virkede beskeden så kynisk. Jeg tænkte ikke fremad, jeg tænkte ikke tilbage, jeg tænkte ikke på noget, jeg forsvandt ligesom bare. Jeg kan vel sammenligne det med, at når man på et taktikmøde får at vide, at man skal starte ude, så hører man ikke resten af mødet, men zoomer i stedet bare ud og tænker mere på sin skuffelse.
Simon måtte virkelig kæmpe for ikke at komme til at græde, for han var selvfølgelig meget ked af det på mine vegne. Han kunne om nogen sætte sig ind i, hvilke konsekvenser beskeden havde for mig.
Jasmin begyndte at foreslå, at vi skulle forsøge at finde alternativer, og min ungdomsven Dennis Cagara fra tiden i Brøndby nævnte, at han kendte en alternativ healer, der kunne noget med ben. Alle mine venner prøvede at komme med løsninger. Men der var ikke noget at gøre.
Så den 26. august fik jeg amputeret mit venstre ben ti cm under knæet. Det skulle åbenbart ske så hurtigt som muligt. Første gang jeg kiggede ned og så, at benet var væk, følte jeg mig sat i bås med handicappede personer eller soldater, der kom hjem fra vietnamkrigen. Jeg kunne slet ikke identificere mig med mig selv. En ting var, at jeg var meget, meget tynd, men når jeg nu også manglede lemmer, så var det, jeg så, ikke mig.
Jeg faldt ned i et mentalt sort hul. Det hele kunne være lige meget. Nu var jeg bare et offer, som alle folk kiggede på med tårer i øjnene.
Mit mål havde været, at jeg skulle tilbage. Jeg skulle spille fodbold på højt niveau igen, og det kunne et par manglende tæer ikke forhindre. Men da beskeden så kom om amputationen, så røg motivationen for at kæmpe og få det bedre. I virkeligheden handlede det om at komme op fra det store dybe hul. Det var heri, jeg skulle lægge mine kræfter. Men min verden var brudt sammen, og jeg følte ikke, at jeg havde noget at leve for.
Indimellem var jeg ikke et rart menneske at være sammen med. Jeg havde ingen livsgnist, for jeg kunne simpelthen ikke se guleroden. Jeg var ikke motiveret til at blive rask, for det kunne jeg ikke, da jeg jo havde mistet mit ben. Hvordan skulle jeg kunne finde min drivkraft og komme ud af det sorte hul, når jeg ingen motivation havde, når der ikke var noget at leve for?
Hvis jeg havde været helt realistisk over for mig selv, så kunne jeg nok godt have indset, at det måtte ende med en amputation, for når jeg kiggede ned på benet, kunne jeg se, at knoglen var blottet, og benet var fuldkomment råddent. Mine omgivelser fortæller, hvordan de fornemmede, at lyset nærmest forsvandt i mine øjne. Det var væk. Jeg lå og lukkede mig inde. Til at starte med havde det været svært nok for min familie at se mig, mens jeg lå i koma. Men det var mindst lige så trist at se mig ligge der helt uden vilje.
For alle i familien gjorde det mentalt ondt at se mig i det tomrum, hvor jeg befandt mig og overhovedet ikke kunne se ideen med noget som helst. I modsætning til korsbåndsoperationen var der slet ingen gulerod for mig, rent fodboldmæssigt. Det, jeg skulle i gang med, var en umulig kamp.
Dad havde som sagt sin vante siddeplads ude på gangen, men efter jeg blev lagt i koma, havde han haft svært ved at komme ind på min stue. Det var først, da mine søskende tog ham i hånden og sagde, at det var vigtigt, at han så mig og talte til mig, at han forsigtigt bevægende sig derind. Jeg tror, han var bange for at se mig og blive overvældet, måske bange for at vælte noget eller på en eller anden måde gøre noget forkert.
Jeg har fået fortalt, at han stille og roligt bare fulgte efter og gjorde, hvad de andre gjorde, samtidig med at han var yderst opmærksom, når han fik forklaret ting af personalet. Det var nemmere for ham at komme ind på min stue, efter jeg var vågnet op fra min koma.
Jeg husker ikke, at vi talte sammen om amputationen, men han var der ligesom bare og hjalp mig med det, han kunne. Han har siden sagt, at amputationen var et nødvendigt onde, for at jeg fik det bedre, og at han slet ikke i ét sekund tænkte på min fodboldkarriere, men kun på min overlevelse, og at jeg skulle få det bedre. Stadig den dag i dag har dad svært ved at tale om ulykken og tiden omkring ulykken.
Efter amputationen fik jeg det bedre rent fysisk, og stille og roligt blev der fjernet lægeapparater fra min stue. Der forsvandt et dialyseapparat og maskiner, der havde bippet for at fortælle, hvorledes de forskellige organer havde det.
Min familie var standhaftige og holdt ved, og på trods af min sorg fik jeg gradvist overbevist mig selv om, at jeg simpelt hen ikke kunne tillade mig at give op af hensyn til min familie. Al kærligheden fra deres side skulle betales tilbage. Der kunne ikke være tale om at være sortseer. Jeg er blevet opdraget til, at man altid skal gøre det bedste, man kan. Og det var det, jeg skulle gøre. Jeg skulle gøre det bedste, jeg kunne, og det var ikke at gøre ingenting.
Jeg kunne se på min familie, at alle glædede sig over mine fremskridt. Det tog virkelig sin tid, og det var en krise, jeg hoppede ind og ud af flere gange. I starten gjorde jeg kun det, jeg fik besked på, og jeg svarede kun i korte sætninger, for der var stadig mange destruktive tanker i mit hoved. Det var ikke kun min familie, der motiverede mig til at kæmpe. Mange af mine venner fik mig overbevist mig om, at jeg virkelig betød noget for dem, og at de glædede sig over at være sammen med mig. Hver lille præstation, jeg kunne mestre, blev hyldet. Så efter halvanden måned på intensiv var jeg endelig klar til at rykke videre.
Jeg begyndte mentalt at indstille mig på, at der skulle ske noget nyt. Jeg skulle flyttes fra intensivafdelingen over til ortopædkirurgisk afdeling, og det var da i det mindste endnu et skridt længere væk fra graven. Jeg husker, hvordan min verden nærmest brød sammen, da min flytning blev udskudt med én dag.
På intensiv skulle de lige sikre, at jeg var helt klar til at komme videre, og derfor blev flytningen udskudt. Der var gået næsten halvanden måned siden ulykken, så en dag fra eller til burde ikke gøre den store forskel, men det gjorde den for mig. For jeg var stadig meget sårbar. Der var ikke plads til det mindste, som kunne minde om et nederlag.
Den samme sårbarhed slog også igennem senere, da min fysioterapeut glædestrålende meddelte mig, at bevillingen til en kørestol var gået igennem. Jeg følte ingen glæde, kun sorg og afmagt. Hun havde naturligvis gjort det i den bedste mening, men jeg havde reageret meget negativt og havde skældt hende ud.
'Ramt af lynet' af Jonathan Richter udgives 24. november på Forlaget Historia.
