Lyt til artiklen

OB forværrede søndag AGF's krise, da fynboerne hentede 2-1 med hjem efter en scoring på straffe i overtiden.

AGF fortsatte søndag tendensen med at gøre livet surt for sig selv og er nu uden sejr i ni superligakampe i streg.

Det står klart, efter at OB gjorde ondt til værre for kriseramte AGF ved at slå aarhusianerne på en straffesparksscoring i overtiden til resultatet 2-1 på Ceres Park i femte runde af Superligaens nedrykningsspil.

Aarhusianerne begik to straffespark i kampen - det sidste et tåbeligt et af slagsen i tre minutters tillægstid, som kostede det ene point.

Med nederlaget er der kun seks point ned til Vejle Boldklub, der ligger lige under nedrykningsstregen.

OB er derimod kun tre point fra syvendepladsen, der sikrer en vigtig playoffkamp om europæisk deltagelse. Der resterer fem spillerunder af sæsonen.

Begge hold havde en god halvleg hver, hvor straffesparksscoringen til allersidst dog kom til at overskygge det meste.

AGF fik en flyvende start, da angriberen Dawid Kurminowski på letteste vis scorede i det tredje minut, efter at OB-keeper Hans Christian Bernat tabte bolden. En stor fejl af keeperen.

Aarhusianerne klarede sig generelt bedst i første halvleg og var tæt på 2-0 ved flere lejligheder.

Lige efter pausen fik gæsterne alletiders mulighed for en udligning, da der blev dømt straffespark, men OB-topscorer Issam Jebali hamrede bolden over målet.

I det 58. minut kom udligningen i hus, da målfarlige Sander Svendsen på forrygende vis tog bolden med sig og fyrede den i mål fra kanten af feltet.

Udligningen var helt på sin plads, da AGF langt fra viste samme niveau som i første halvleg.

Alt pegede i retning af et enkelt point til hver, men dybt inde i tillægstiden blev AGF's blot 16-årige indskifter Adam Daghim den store skurk for de hårdt prøvede aarhusianere.

I hvad der lignede en kæmpe tanketorsk, slog han til bolden med armen i eget felt, og så fik Issam Jebali en ny mulighed for fra pletten. Og denne gang var tuneseren sikkerheden selv.

/ritzau/

Genoplev alle søndagens kampe i LIVE-bloggen herunder: