Det smager lidt af metal nu, gør det ikke, OB-fans?
Fynboerne tævede Esbjerg med hele 4-1 på en forårsaften i Odense og tog et vigtigt skridt mod tredjepladsen og europæisk fodbold efter sommerferien. Her er tre ting, vi lærte af bronze-duellen.
Bronzebold fra fynboerne
Man kan sagtens sige, at Esbjerg lavede fejl ved at par af OB-scoringerne. Men fynboerne var bare bedre, skabte flere chancer og fortjent tog sejren i det direkte opgør om bronzen. Nu er OB hoppet op på tredjepladsen, og der bør ikke være andre end Esbjerg, der kan udfordre dem. Men baseret ud fra fredag aften, så tager OB bronzen og Europa-billetten.
Savner kaptajnen
Hvad var værst for Esbjerg - den tamme offensiv eller den usikre defensiv? Det sidste. For Esbjerg fik alligevel et par chancer foræret. Til gengæld har Esbjerg været uden anfører Markus Halsti i to kampe. De holdt godt nok nullet mod Nordsjælland, men finnen var savnet fredag aften. Sidst startede Jacob Lungi, hvorefter der blev rokeret i pausen - fredag startede Jeppe Brinch, hvorefter der blev rokeret i pausen. Austin mangler sin vanlige makker.
Kandidat til årets træner?
Både John Lammers i Esbjerg og Jakob Michelsen i OB skal have ros for de projekter, de har sat sammen i deres respektive klubber, og begge bør være i overvejelserne som sæsonens træner - sammen med Ståle Solbakken. OB har ikke haft et succesfuldt mesterskabsspil, men har fundet formen på det helt rette tidspunkt. Fredag fik Michelsen blandt andet sat Carlo Holse i skak, og så var der ikke meget at komme med fra vestjyderne. Set over hele sæsonen - og hvis bronzen kommer til Ådalen, er Michelsen bestemt i spil som årets træner.