I aften sparkes gang i en sjældent set tæt Superliga

Seks point skiller Brøndby på fjerdepladsen fra Esbjerg på 11. pladsen. Det er to sejre i streg, og så kan man gå fra nedrykning til kvalifikation om Europa League-deltagelse.

Så tæt er Superligaen. Og det er, hvad de 12 hold i Superligaen har at forholde sig til, når FC Vestsjælland og Sønderjyske i aften sparker forårssæsonen i gang.

FC Midtjyllands træner, Glen Riddersholm, går ind til forårssæsonen som nummer et med fire point ned til AaB og seks point til FCK. Det giver ham dog ingen tryghed, for Superligaen er så tæt, at ingen kampe er givet.

- Jeg ser en Superliga, hvor alle kan slå alle, og det er med til, at der kommer spænding både i toppen og i bunden.

- Vi får en lige så tæt forårssæson, som efterårssæsonen var. Jeg kan ikke se, at der er sket markante forskelle på holdene i pausen. Der har selvfølgelig været enkelte udskiftninger i trupperne, men det samlede billede er status quo for mig, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland var efterårets store succeshistorie, og selvom et stort forspring undervejs blev mindsket inden vinterpausen, ændrer det ikke på, at midtjyderne var efterårets bedste hold. Men Glen Riddersholm vil ikke snakke om guldplaner. Han minder om skrøbeligheden i ikke bare FC Midtjylland men hele Superligaen. Klichéen om, at ’alt kan ske’, må tages i brug.

- Vi skal ramme det samme top- og bundniveau, som vi gjorde i de første 18 kampe. De fire point til AaB og seks point til FCK er ikke alverden. Vi kan jo bare kigge tilbage til sidste sæson, hvor vi var 10 og 11 point efter 5.- og 6.-pladsen inden forårssæsonen, og vi sluttede 6-8 point foran dem. Derfor er det ikke pointforskellen, der gør, at vi skal sove trygt og tro, at det kommer let til os.

Betragtere af Superligaen peger på FC København som favoritter til at tage titlen igen i år trods seks point op til førstepladsen. Ståle Solbakken og Andreas Cornelius er nøgleordene, lyder det fra eksperter.

Lige så stort forspring som FC Midtjylland har fra førstepladsen til forfølgerne, har Sønderjyske fra sidstepladsen til en position uden for nedrykningsfare. I aften kommer første nedrykningsdrama af i alt 15 nedrykningskampe, mener Sønderjyske-træner, Lars Søndergaard.

- Hver kamp bliver et nedrykningsbrag for os, og det skal vi kunne forholde os til.

- Vi har fem point op til nedrykningsstregen, og med vores målscore kan det endda vise sig at være seks point, vi skal hente for at overleve, og det er en hård opgave. Men vi ved også godt, at der ikke skal mere end en god stime til, og så har vi pludselig kontakt til de andre hold.

Sønderjyske er bekendt med de mekanismer, som går i gang, når man spiller i bunden af Superligaen. Og det handler ofte om mere end 4-4-2 og skader til et par profiler. Problemerne kan komme til at opstå i hovedet, og det har Lars Søndergaard forberedt sine spillere på.

- Jeg har holdt individuelle samtaler med spillerne, og vi har samlet haft det oppe at vende i truppen. Vi skal fokusere på at levere varen hver gang, og hvis vi så møder modgang, hvad enten det er en dommerfejl, eller vi ikke scorer på vores chancer, så må vi ikke lade os slå os ud. Hvis vi lader os slå ud af modgang, så bliver det svært.