Kedsommeligt.

Skal Superliga-kampen mellem Sønderjyske og Randers FC beskrives med et enkelt ord, er dette indiskutabelt det bedste.

Dermed blev de 4.095 tilskuere vidner til en usædvanlig trist og chancefattig premierekamp.

Det var tydeligt at se, at begge hold i forhold til seneste sæson har skiftet en del ud i truppen:

Sammenspillet flød langt fra optimalt.

Hos hjemmeholdet var der debut til målmanden Sebastian Mielitz og den tidligere danske landsholdsspiller Niki Zimling på den defensive midtbane, mens randrusianerne for første gang havde Perry Kitchen med i startopstillingen.

Hvorvidt de bliver en gevinst for Superligaen, må tiden vise. Men trioens præstationer var middelmådige.

Sønderjyske indledte den ikke specielt velspillede første halvleg bedst. Den endte imidlertid målløs. Blandt andet fordi hjemmeholdets Mikael Uhre forvaltede et par scoringsmuligheder uden den skarphed, der kendetegner en klasseangriber.

Hos Randers FC var den nyudnævnte anfører, Mads Agesen, ikke tilfreds.

»Vi skaber ikke en chance, og der mangler kvalitet i det vi foretager os,« sagde han til TV3 Sport i pausen.

Mest diskuterede hændelse kom et lille kvarter før pausen, hvor Sønderjyskes Troels Kløve tacklede Erik Marxen så voldsomt, at en advarsel var uundgåelig.

I situationen blev Erik Marxen skadet og fra anden halvlegs begyndelse blev erstattet af randrusianernes nye georgiske spiller Saba Lobzhanidze.

Den disposition var med til at skabe en smule mere dynamik i udeholdets angrebsspil. Eksempelvis spillede han Marvin Pourie frem til et scoringstilbud, som han imidlertid headede langt over mål.

Samme Saba Lobzhanidze fik skudmuligheden på et frispark. Men også i dette tilfælde svigtede skarpheden.

Her er BTs karakterer fra opgøret:

Sønderjyske:

Snit: 3,1

Sebastian Mielitz 4

Ramon Rodrigues 4

Kees Luijckx 4

Marc Pedersen 4

Simon Poulsen 4

Niki Zimling 02

Marcel Rømer 4

Troels Kløve 02

Philip Zinckernagel 02

Christian Jakobsen (ud: 79) 02

Mikael Uhre 02

Nicholas Marfelt (ind: 79.)

Jeppe Pedersen (ind: 89.)

Randers:

Snit: 3,1

Hannes Thor Halldorsson 4

Jonas Bager 02

Mads Agesen 4

Kasper Enghardt 4

Johnny Thomsen 4

Perry Kitchen 4

Joel Allansson 02

Erik Marxen (ud: 46.) 4

Mikkel Kallesøe (ud: 89) 02

Marvin Pourie 02

Nikola Djurdjic (ud: 71) 02

Saba Lobzhanidze (ind: 46.) 4

Mayron George (ind: 71)-

Nicolaj Poulsen (ind: 89.)