Han skulle gentage sig selv en del. Men det gjorde ikke det store for Kasper Fisker.

»Nu er det tredje eller fjerde gang, jeg siger det, men jeg vil meget gerne sige det igen. Det var fedt, og det er derfor, jeg spiller i Brøndby. Det er det, man kan, når man er her. Man kan give klubben en lillefinger, og man får en hel hånd tilbage. Det er så simpelt i denne her klub. Giver man alt, man har, får man alt tilbage, og det var det, jeg mærkede i dag.«

Sådan lød det med et stort smil fra den 32-årige midtbanespiller, der torsdag aften nåede sit store mål foran knap 5.000 jublende fans.

Han gjorde comeback i Brøndby-trøjen efter en grim knæskade, som har holdt ham ude i knap 11 måneder.

I den tid har han været igennem flere operationer, inden forløsningen kom.

En tid, der bestemt ikke har været nem for Kasper Fisker, som efter kampen mod FC Nordsjælland kunne fortælle, at knæet havde det godt. Det samme havde kroppen.

»Jeg har været lidt pessimistisk og er også meget bevidst om, at skulle jeg tilbage og spille, skulle det også være for fuld skrald. Jeg har brug for at arbejde lidt hårdere, hvis jeg skal spille på højeste niveau. Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men jeg er ikke så høj og har ikke så lange ben,« sagde midtbanespilleren kækt og fortsatte:

»Så jeg skal måske også løbe et ekstra skridt for at følge med de andre. Det er vigtigt, jeg kan det, ellers kan jeg ikke følge med på det niveau, og det har jeg kunnet de sidste par måneder. Det gav et indhop i dag. Det var dejligt,« smilede Kasper Fisker efter sejren.

Brøndbys Kasper Fisker gjorde comeback mod FC Nordsjælland.
Brøndbys Kasper Fisker gjorde comeback mod FC Nordsjælland. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lige nu er han med egne ord 'super positiv'. Men sådan har det ikke forholdt sig i alle de måneder, han har måttet se til fra sidelinjen.

Han har været igennem en del, og spørgsmålet, hvorvidt han kunne klare det, har da rumsteret lidt i hans hoved.

»Jeg har da haft min tvivl. Jeg har døjet en del med nogle nervesmerter og smerter i knæet. Jeg har haft tre operationer i det samme knæ, så man begynder at se lidt skeptisk på tilværelsen og smage på noget, der ikke er så rart at smage på. Jeg har fået vendt bøtten og er smertefri. Jeg kan træne fuldt ud og ekstra også, som er meget vigtigt for mig,« fortalte Kasper Fisker.

Hans kontrakt med Brøndby udløber, når sæsonen er slut, men han har aldrig lagt skjul på, at det store mål er at sætte en ny underskrift på papiret, der vil betyde, at han skal blive i den gule trøje et godt stykke tid endnu.

Og det mål holder han stadig hårdt fast i.

»Det bliver sværere og sværere. Det, jeg kan, er, at jeg kan bevise, jeg er klar, kan tage nogle indhop, jeg er en spiller, man kan stole på, der måske kan komme tilbage til det gamle niveau, men jeg når jo nok ikke at starte inde i fire kampe og score otte mål. Jeg skal mere bevise, jeg kan komme tilbage på et niveau, der er værd at skrive kontrakt med,« lød det fra Kasper Fisker.

Er det realistisk?

»Det er realistisk. Der er mange scenarier. Jeg tror ikke, det er realistisk, at jeg går med den samme løn, jeg har lige nu. Det er der heller ingen, der siger, jeg skal. Men jeg har også stor respekt for det arbejde, klubben er i gang med, den vej, de vil gå, og den strategi, CV har øje for. Hvis han vælger, det ikke bliver mig, bliver det sådan. Jeg vil kæmpe til den dag, jeg ikke er her mere,« lød det fra Kasper Fisker, der er indstillet på at vente.

»Jeg vil jo gerne have en afklaring nu, men det ved jeg også godt, jeg ikke kan få. Men Brøndby er værd at vente på, og så må jeg vente,« lød det fra midtbanespilleren.