Dagens mest uheldige mand i topkampen mellem FC Midtjylland og FC København var FCK-reserve-keeper Stephan Andersen.

Den 37-årige veteran-målmand, som havde fået chancen fra start, fik overrevet sin ene akillessene, inden der var spillet en halv time af kampen.

»Det er dårlig timing. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg vil gerne have været af sted til sommer. Men det bliver tvivlsomt nu. Der går seks måneder, før jeg er på benene igen. Og der udløber min kontrakt, så der skal nok ske mirakler,« lød det fra en – trods alt – afklaret Stephan Andersen til pressen efter kampen, inden han blev afbrudt af et klap på skulderen.

Artiklen fortsætter under billederne

FC Københavns målmand Stephan Andersen falder om og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FC Københavns målmand Stephan Andersen falder om og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere
FC Københavns målmand Stephan Andersen skades og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FC Københavns målmand Stephan Andersen skades og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere
FC Københavns målmand Stephan Andersen skades og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FC Københavns målmand Stephan Andersen skades og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Held og lykke med det – og god bedring.«

Det var en anden veteran i Superligaen og tidligere landsholdskollega, FC Midtjyllands anfører, Jakob Poulsen, som ville give sin sympati til kende for målmanden, som måske har spillet sin sidst kamp på højeste niveau.

»Ja, tak,« svarede Andersen stille og roligt, mens han stående oprejst ved hjælp af krykker forklarede sin ærgerlige situation.

Den 37-årige ekslandsholdsmålmand har kontraktudløb med FCK til nytår og har ytret, at han gerne vil prøve et sidste fodboldeventyr i udlandet – eksempelvis USA.

Han har fået lov til at forlade FCK til sommer, da klubben har købt OB's Sten Michael Grytebust som ny konkurrent til Jesse Joronen. Men den drøm er nok knust nu.

»Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg har døjet med problemer med akillessenerne i en længere periode og har frygtet lidt, at det ville komme på et tidspunkt. Det er ærgerligt, men jeg kan kun se fremad. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer tilbage,« siger Stephan Andersen.

Han fortæller, at han skal scannes mandag for at få opklaret, om han skal opereres for skaden. Er det tilfældet, vil han være ude i omegnen af et halvt år, ifølge FCK's læger.

Stephan Andersen har spillet i FCK siden 2014. Han har spillet 30 landskampe for Danmark.