Der er krise og kaos i en klub, der aldrig er rykket ud af Superligaen før.
AaB har mandag fyret cheftræner Erik Hamrén, som nu er den anden cheftræner til at få sparket i den nordjyske traditionsklub i denne sæson.
»Det er uundgåelig konsekvens af en miserabel pointhøst. Og jeg vil næsten også sige, at det var en uundgåelig konsekvens af en katastrofal beslutning af AaB-ledelsen. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad der er sket bag dørene – men Lars Friis-fyringen virkede som en stor overreaktion. Især når man så kun kunne hive en aldrende Hamrén ud af ærmet,« siger B.T.s sportskommentator Lasse Vøge.
AaB har blot hentet et point i de seneste ni kampe og er sidst i Superligaen, og det var medvirkende til, at Erik Hamrén fik stukket en fyreseddel i hånden af AaBs administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum. Ligeledes i det midtjyske har man givet sparket til to cheftrænere i denne sæson.
Først blev Bo Henriksen fyret i FC Midtjylland, og senere blev det Albert Capellas tur til at få samme skæbne i klubben.
»Ligesom hos FC Midtjylland er det en stor ledelsesmæssig falliterklæring at fyre to trænere på én sæson. Man undrer sig over, hvordan AaB, der trods alt hev en femteplads i land i den seneste sæson, er havnet i dette kaos,« fortæller Lasse Vøge.
AaB har ikke en ny cheftræner på tapetet i denne indeværende sæson, hvor det i stedet er assistenten Oscar Hiljemark, der nu tager styringen i den kriseramte klub.
Den blot 30-årige svensker overtaget jobbet midlertidigt i resten af sæsonen.