Superliga-kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland udviklede sig søndag voldsomt for udeholdets fans.

Her gik det for alvor galt efter slutfløjt, da det var tid til at vende snuden hjem søndag aften for de tilrejsende tilhængere, der fik sig en ubehagelig oplevelse.

Da Midtjylland-fansene var ved at forlade stadion, blev de offer for et voldsomt angreb, da der blev kastet brosten mod menneskemængden. Nogle af fansene nåede ind i busserne, der skulle transportere dem hjem, mens andre blev tilbage på stadion for at afvente situationen.

Bombardementet med brosten fortsatte ved busserne, og det blev så voldsomt, at en rude i en af busserne blev smadret undervejs i tumulten.

En rude blev smadret undervejs.
En rude blev smadret undervejs. Foto: Privatfoto
Vis mere

Flere brosten blev kastet i retningen af fansene.
Flere brosten blev kastet i retningen af fansene. Foto: Privatfoto
Vis mere

B.T. har været i kontakt med København Vestegns Politi, der bekræfter hændelsen.

'Københavns Vestegns Politi kan bekræfte, at der efter kampen blev smidt kasteskyts ind over hegnet til udebaneafsnittet på Brøndby Stadion, hvor fanbusser fra FC Midtjylland holdt.'

'Efter trafik med videre omkring stadion var afviklet, blev fanbusserne eskorteret væk fra stadion af politiet omkring klokken 23.'

'Herunder blev en af bussernes siderude ramt af kasteskyts. Ingen personer er ifølge Københavns Vestegns Politis oplysninger kommet til skade, og politikredsen afventer nu en anmeldelse fra busselskabet,' lyder det fra politiet i en mail til B.T.

Politiet eftersøger nu vidner, der så, hvad der skete søndag aften.

'Københavns Vestegns Politi er mandag ved at samle op på hændelsen og hører gerne fra vidner, som overværede episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Ring til Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48,' lyder det.

Politiet tager afstand fra handlingen, og nu vil man have en snak med Brøndby omkring fremtidige udfordringer.

»Det skal være trygt og sikkert at gå og køre til fodboldkamp, og det er uacceptabelt, farligt og ikke mindst en strafbar handling at kaste med sten mod andre på den måde. Vi vil se på, hvordan vi kan undgå noget lignende i fremtiden og derunder gå i dialog med Brøndby IF,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen i en skriftlig udtalelese til B.T.

B.T. har været i kontakt med Brøndbys kommunikationschef, Christian Schultz.

»Vi er bekendte med episoden efter kampen søndag og har en aktiv dialog med politiet, hvor vi bistår dem i deres efterforskning. Vi finder det ganske uacceptabelt og tager stærk afstand fra det,« skriver han i en sms.

Opgøret søndag endte med en tiltrængt 2-0-sejr til Brøndby over FC Midtjylland, hvilket var de danske mestres første sejr i sæsonens hidtil syv kampe.

Brøndbys målscorere var Anis Ben Slimane og Mikael Uhre.