De kan godt begynde at glæde sig i Aalborg og omegn.

En af AaBs store guldhelte er på vej tilbage. Hentet i FC København.

Ifølge BTs oplysninger er Kasper Kusk enig med klubben om en kontrakt – tre et halvt år efter at han forlod klubben oven på at have spillet en hovedrolle i erobringen af 'The Double', det danske mesterskab og sejr i pokalfinalen.

Aftalen skulle være forhandlet helt på plads.

AaB har længe været interesseret i at hente Kasper Kusk tilbage, og ifølge BTs oplysninger afviste midtbanespilleren et tilbud i sommer, fordi det ikke var godt nok.

Nu er klub og spiller så blevet enige i januartransfervinduet.

Også Nordjyske skriver tirsdag, at Kasper Kusk er tæt på igen at være AaB-spiller.

»Angiveligt skulle der være opnået enighed mellem AaB og FC København om en transfersum, ligesom også Kasper Kusks personlige vilkår skulle være forhandlet på plads,« skriver det nordjyske medie.

Kasper Kusk (th.) jubler over det danske mesterskab med AaB i 2014.
Kasper Kusk (th.) jubler over det danske mesterskab med AaB i 2014. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kasper Kusk tog i sommeren 2014 til hollandske FC Twente, men vendte efter et år tilbage til Danmark og FCK.

I den københavnske klub skulle manager Ståle Solbakken allerede have fundet den spiller, der gør et salg af Kasper Kusk spiseligt.

For den danske landsholdsspiller Viktor Fischer er i forhandlinger om et skifte fra sin tyske klub Mainz til FCK. Det skriver Ekstra Bladet og NordicBets Søren Sorgenfri.

BT har været i kontakt med Mainz, der 'generelt set ikke vil kommentere på transferspekulationer'.

Det er dog er en ændring i forhold til midt i januar, da sportsdirektør Rouven Schröder sagde sådan her til BT:

»Det er korrekt, at Viktor endnu ikke har spillet så mange minutter, men alligevel er vi fuldstændige overbeviste om, at han er en topspiller. Sammen med Viktor arbejder vi hårdt på hans udvikling, og vi ser 100 procent hans fremtid som værende i Mainz. Derfor er der kun én løsning for os: At fremme og løfte Viktor til at spille for Mainz med succes,« lød det dengang fra Rouven Schröder.