AC Horsens sejrede sikkert med 2-0 over FC Helsingør, som skabte underholdning med et rødt kort, et dumt målmandsdrop og et tabeligt forsvarskoks, der kostede mål.

Sejren kom i hus efter et hovedstødsmål af Simon Okosun samt et bizart mål til 2-0, hvor udeholdets Anders Holsts clearing endte i eget net via Horsens' Kjartan Finnbogason.

Helsingørs Ricki Olsen fik rødt kort lige inden pausen.

Resultatet betyder, at Horsens kravler op på en foreløbig fjerdeplads med 16 point, mens Helsingør forbliver på 13.-pladsen med ni point. Begge hold har spillet ti kampe.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Begge scoringer faldt i første halvleg. Det blev 1-0 til hjemmeholdet efter 16 minutters spil, da Bubacarr Sanneh kom foran udeholdets målmand, Mikkel Bruhn, og headede et frispark videre ind foran mål.

Her kunne Simon Okosun let heade bolden i et tomt Helsingør-mål.

En dødbold førte igen til scoring kort før pausen. Helsingørs anfører, Anders Holst, ville cleare bolden, men bolden endte i Helsingør-målet via Kjartan Finnbogason, der dermed blev noteret for 2-0-scoringen.

Kort forinden havde Ricki Olsen fået rødt kort, da han nedlagde Finnbogason på kanten af feltet, og han indkasserede dermed sit andet gule kort.

Udeholdet skulle derfor spille over en halvleg med ti mand, og det var tydeligt, at Helsingør var hæmmet af undertallet.

Horsens var flere gange tæt på at bringe sig yderligere foran, men de 2943 tilskuere fik ingen mål at varme sig på i anden halvleg, som generelt var meget chancefattig.

Hjemmeholdet er nu ubesejret på hjemmebane i syv kampe i Superligaen.

/ritzau/

Genoplev kampen herunder.