Torsdag var en på alle måder forfærdelig dag for FC Midtjylland. De danske mestre floppede i Europa League og gik glip af ca. 50 millioner kroner.

Nu inkasserer midtjyderne de penge på anden vis. Og endda mere til.

Belgiske medier og danske Ekstra Bladet skriver, at FC Midtjylland sælger den stærke forsvarsspiller Bubacarr Sanneh til storklubben Anderlecht for cirka 60 millioner kroner. B.T.s kilder fortæller samme historie.

Allerede i juni kunne B.T. fortælle, at Anderlecht tre gange havde budt store millionbeløb for Sanneh, som kom til FC Midtjylland fra AC Horsens i vinter for bare 1,5 millioner kroner.

FC Midtjylland sælger Bubacarr Sanneh til den belgiske storklub Anderlecht.
FC Midtjylland sælger Bubacarr Sanneh til den belgiske storklub Anderlecht. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nu er Anderlecht vendt tilbage med endnu mere i posen. FC Midtjylland 40-dobler dermed prisen, de for under et år siden gav for Sanneh i Horsens.

Bubacarr Sanneh er allerede fløjet til Bruxelles, hvor han senere fredag gennemgår det obligatoriske lægetjek. Anderlechts sportsdirektør udskød torsdag sin afrejse til Europa League-lodtrækningen i Monaco for at få de sidste detaljer på plads omkring købet af en ny forsvarsspiller.

Den spiller bliver FC Midtjyllands Bubacarr Sanneh, der med sin høje pris bliver den dyreste forsvarsspiller, en belgisk klub nogensinde har købt.

Med salget af Sanneh tyder meget på, at FC Midtjylland - der de seneste dage blandt andet har budt på Brøndbys Simon Tibbling - kommer til  at købe yderligere ind i løbet af de kommende timer. Transfervinduet lukker klokken 24.