Indskiftede Bashkim Kadrii blev matchvinder med et sent mål, da OB vandt 1-0 hjemme over AC Horsens og stadion kunne eksplodere i forløsning.
OB kan fjerne det kedelige nul i superligastillingens sejrskolonne.
Mandag aften snuppede fynboerne sæsonens første sejr, da oprykkeren AC Horsens blev slået med 1-0 i Odense.
Bashkim Kadrii blev den store helt for OB, da han lavede kampens eneste mål med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid. Han blev spillet fri af Agon Muçolli og hamrede bolden i nettaget. Både målscoreren og assistmageren var blevet sendt på banen cirka otte minutter inden scoringen.
Som følge af sejren rykker OB en enkelt plads frem i tabellen og overlader sidstepladsen til Lyngby efter de første seks spillerunder. AC Horsens ligger fortsat nummer syv.
Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen herunder.
/ritzau/