Bashkim Kadrii har nået en helt speciel milepæl i OB, hvor han nu har spillet over 200 kampe.

Igennem sine tre perioder i klubben har han scoret 48 mål. Dertil kommer en håndfuld mål for FCK og Randers. B.T. har bedt ham pege på de mest mindeværdige.

Okay indrømmet, det første har B.T. taget med til Bashkim Kadrii, der smiler stort, da han genser sin allerførste scoring i Superligaen. Det er hans tiende Superliga-kamp for OB, der gæster AC Horsens. Bashkim Kadrii modtager bolden fra Peter Utaka og sparker den ind bag Søren Jochumsen til 1-0. Selvom OB endte med at tabe kampen, var det et mindeværdigt øjeblik for Kadrii.

»Jeg husker det tydeligt. Jeg var begyndt at spille en del på det tidspunkt, og når jeg kigger tilbage, følte jeg, at jeg havde det svært. Jeg kom fra B.93, hvor det var anderledes, mindre taktisk og det bare var ud at spille,« fortæller Bashkim Kadrii.

»I OB handlede det om at vinde, stå rigtigt og arbejde mere defensivt, og det kæmpede jeg lidt med. Derfor følte jeg ikke, at jeg viste de offensive ting, jeg vidste, jeg kunne.«

»Det var godt for mig at få det mål og vise, at jeg også kunne score på det niveau, så jeg kunne tage næste skridt. Det var et vendepunkt for mig – også personligt, fordi jeg viste for mig selv, at jeg kunne bidrage offensivt, score mål og kreere noget og ikke bare arbejde hårdt,« fortsætter han.

Når han tænker tilbage, har det ikke været karrierens vigtigste eller bedste mål. Men det var vigtigt på lige netop det tidspunkt, fordi det gav ham større tro på tingene.

»Jeg fik mere gåpåmod, og det var godt at få det boost,« forklarer Bashkim Kadrii, inden han fremhæver et andet mål, der betyder noget særligt.

Sådan ser man ud, når man netop har scoret sit første Superliga-mål.
Sådan ser man ud, når man netop har scoret sit første Superliga-mål. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Målet i Panathinaikos husker jeg godt, fordi vi spiller godt, vinder og går videre (i Champions League-kvalifikationen, red.). Det er nok det mål, jeg husker bedst, fordi det bare spillede for os.«

Få måneder efter den mindeværdige scoring i Grækenland hamrede Bashkim Kadrii sit første hattrick i kassen mod Sønderjyske i Haderslev.

»Det var selvfølgelig også stort, det er der ingen tvivl om,« siger han og tilføjer:

»Men når omgivelserne er større, føles det større, derfor står målet mod Panathinaikos klarere i hukommelsen.«

Det samme gør to af de mål, han scorede med FCK-logo på brystet.

»Der har været nogle store øjeblikke, og jeg husker særligt målet mod Dnipro. Parken var fyldt, og vi gik videre i CL. Det var et stort og godt øjeblik.«

»Det samme var mit mål til 1-0 mod Brøndby i Parken,« husker Bashkim Kadrii.

Selvom den nu 30-årige angriber er inde i en scoringskrise, kan han se frem til at skrive mere historie i OB, når han finder netmaskerne igen. Med fire mål mere går han forbi Søren Berg og Keld Bordinggaard og i top-10 over de mest scorende spillere i OBs historie. I Superliga-sammenhæng er han nummer fire i klubben.