For første gang i to år lykkedes det søndag Brøndby at besejre FC København, da hjemmeholdet vandt med 1-0 på et mål af forsvarsspilleren Martin Albrechtsen et kvarter før tid.

Dermed fik Brøndby både rettet op på indtrykket efter 1-4 nederlaget i Aalborg i sidste runde og stoppet ærkerivalernes sejrsstime efter en kamp, hvor der blev spillet med musklerne.

Allerede efter tre et halvt minuts spil gav Ronnie Schwartz den fuld gas ind i en tackling af Tom Høgli, og mens FCK-spilleren måtte forlade banen, næsten inden kampen var gået rigtigt i gang, fik Schwartz lov at blive, selvom dommer Jakob Kehlet havde det røde kort mere end halvvejs oppe, inden han valgte det gule.

Så var stilen lagt, og det blev en både hård og intens kamp mellem to hold, der var indstillet på at kæmpe om hver en centimeter på banen. Med ankomsten af Rodolph Austin, der fik sin Superliga-debut fra start, havde Brøndby fået et muskelbundt, der kunne begå sig i netop den del af spillet, og som gik direkte ind med den nerve, der så ofte kendetegner kampene mellem netop disse to hold.

Efter en ellers chancefattig kamp lykkedes det Martin Albrechtsen af passere Stephan Andersen i FCK-målet, da han efter at være gået med frem på et hjørnespark pludselig stod helt fri og kunne heade Johan Larssons afrettede langskud i mål til kampens slutresultat.