FC Nordsjælland må undvære topscoreren Joshua John i resten af sæsonen.

Superligaens nummer to, FC Nordsjælland, må spille de sidste fire kampe uden klubbens hollandske topscorer, Joshua John.

- Joshua John har fået en forstrækning, som betyder, at han må se frem til ca. seks ugers pause. Han er dermed desværre ude af billedet til de fire resterende kampe i forårssæsonen, siger chef-fysioterapeut, Hans Ørting, til klubbens hjemmeside.

Udsigterne omkring den tidligere Lyngby-spiller, Uffe Bech, er lidt mere usikre. Han har spillet meget og har derfor pådraget sig en overbelastnings-skade.

De forsvarende mestre har i skrivende stund ti point op til FC København, mens der omvendt er otte point ned til AaB og Randers FC på de efterfølgende pladser.

En andenplads i Superligaen betyder kvalifikationskampe til Champions League.

FC Nordsjælland møder i næste kamp bundproppen Silkeborg fredag aften.