I et eksklusivt interview med B.T. giver Jores Okore nu for første gang sit syn på, at han er hovedpersonen i en sag om mulig matchfixing.

Tirsdag eftermiddag detonerede bomben, der fik forsvarsspilleren på alles læber, da først politiet og siden AaB udsendte pressemeddelelser om, at der efter en anmeldelse pågår en undersøgelse af matchfixing hos ordensmagten.

Sagen drejer sig om det gule kort, Okore modtog i overtiden af Superliga-kampen mellem AaB og OB 18. oktober sidste år, og det skulle ifølge B.T.s kilder have kastet et sekscifret beløb af sig til spillefuglene. Forseelsen kan ses til sidst i videoen herover.

Okore selv har siden været helt tavs, men bedyrer nu sin uskyld i B.T.

»Lige nu er jeg stresset. Jeg er ked af det. Det har været to hårde dage, hvor der har været masser af pres på mig. Der har været umenneskeligt meget fokus på mig og min person af de helt forkerte grunde. Det har virkelig taget hårdt på mig,« siger Jores Okore.

Hvordan har du oplevet hele situationen?

»Det har virkelig været forvirrende og chokerende, for der har ikke rigtigt været hoved eller hale i det. Jeg har ikke hørt noget fra politiet. Det eneste, jeg har fået at vide, er det fra AaB om, at klubben har fået en henvendelse fra politiet om noget mistænkeligt ved mit gule kort mod OB.«

»Det er det. Ud over det har jeg ikke hørt noget fra nogen. Hverken fra politiet, Danmarks Idrætsforbund eller nogen som helst. Jeg står med en uvidenhed faktisk.«

Okore slår fast, at han er uskyldig.
Okore slår fast, at han er uskyldig. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvornår på dagen tirsdag fik du det at vide?

»Lige efter træningen bliver jeg kaldt ind på vores direktør Thomas Bælums kontor, og han fortæller mig om politiets henvendelse til klubben om noget mistænkeligt ved kampen sidste år, og at de er i gang med at undersøge sagen. Det er første gang, at jeg får det at vide, og så går der måske en halv time, så står det overalt i medierne.«

Hvad siger din intuition i forhold til hele sagen?

»For at være ærlig ved jeg det ikke. Der er stadig en masse huller i sagen som helhed.«

Hvad er det for nogle huller?

»At jeg ikke er sigtet i sagen, og at politiet er i gang med en undersøgelse. De har ikke kontaktet mig, så jeg ved ikke rigtigt, om det omhandler mig, eller om det kun omhandler den ene situation i kampen, jeg har været indblandet i. På den måde er det svært at tage stilling til situationen.«

Føler du dig dømt i den offentlige domstol?

»Jeg har det skidt med, at det er kommet ud, som det er, når jeg ikke er sigtet for noget. Der er spekulationer og undersøgelser lige i øjeblikket, så på den måde føler jeg, at det er lidt uretfærdigt. Jeg ved ikke, hvordan alle folk tænker, for der er jeg meget en indelukket person, som fokuserer på mig selv, så på den måde tager jeg det stille og roligt.«

Hvordan er det at se sit navn blive blandet ind i en sag om matchfixing i både danske og udenlandske medier?

»Det er aldrig noget, man vil associeres med, og det er det sidste, jeg troede, der ville ske for mig. Derfor gør det ondt. På min stolthed, på alt. Jeg er virkelig, virkelig ked af, at folk skal tænke på mig i det lys, og at jeg står i denne situation. Jeg vil have det overstået og glemt så hurtigt som muligt, så jeg kan fokusere på at spille fodbold.«

Kan du rense dit navn?

»Det kommer an på, hvad folks meninger er, men jeg håber, at jeg bliver det. Jeg ser frem til, at sagen mod mig bliver droppet.«

Er du uskyldig?

»Ja, jeg er uskyldig. Jeg har ikke og vil ikke være involveret i sådan noget. Jeg går ikke ind for matchfixing eller nogen former for snyd, så jeg ville aldrig nogensinde gøre sådan noget.«

Nu har du sikkert som alle andre set situationen igennem. Hvordan oplever du dét, der er under mistanke?

»Jeg tror, at Oliver Lund tog et halvlangt touch i luften, som jeg ser og får læst. Jeg går 100 procent efter bolden og vil cleare den, men han kommer så foran og tager den med hovedet. Så kolliderer vi, og det er selvfølgelig voldeligt. Jeg sparker ud i luften og rammer ham. Vi er i et momentum, og det er det.«

Før det gule kort jagter du en spiller, og det kan også se ud, som om du går efter et gult kort dér, hvordan ser du på den situation?

»Det husker jeg ikke, at jeg prøver, må jeg ærlig talt sige. Den kamp er spillet for et halvt år siden, så jeg husker ikke alle detaljerne.«

Der er spillet heftigt på et gult kort til dig i kampen. Også selv om oddsene er faldet kraftigt. Forstår du så, hvorfor politiet undersøger sagen?

»Ja, selvfølgelig forstår jeg, at de undersøger sagen og måske undrer sig over situationen. Det ville jeg også selv gøre, og det gør jeg selvfølgelig, når jeg har fået de her informationer.«

»Men jeg synes ikke, at det er hensigtsmæssigt, at det kommer ud, som det gør. Uden at jeg er sigtet. Det ser næsten ud, som om jeg har været i gang med at fixe kampe og så videre.«

Det begyndte i odds 4,5 og faldt til under to, men alligevel fortsatte spillene. Hvilke tanker har det sat i gang i hos dig at høre om det?

»Jeg kan godt se, at det virker underligt, men det har intet med mig at gøre, og jeg ved bare, at jeg i løbet af de 90 minutter ikke har lavet et frispark, så de mennesker, der har spillet på mig, har nok også været ved at skide grønne grise. Jeg kan ikke bekymre mig om det.«

»Jeg kan da godt se, at det er kritisk, at der er blevet spillet så meget på et gult kort til mig, men hvis jeg havde ramt bolden og ikke Oliver Lund dér i overtiden, så havde det været en helt anden situation, og så havde bookmakerne ikke sagt noget, og så var jeg ikke blevet indblandet i det her.«

Jeg har tænkt, at hvis der er noget i det her, så kunne det være, fordi du enten var økonomisk presset eller er blevet truet. Har nogen af delene været tilfældet her?

»Der har aldrig nogensinde været nogen, der har truet mig for at gøre noget, og der er ikke nogen, der har bedt mig om at gøre noget. Ikke så vidt jeg husker.«

Din fortid går tilbage til Blågårds Plads. Har du nogen relation til bandemiljøet?

»Blågårds Plads er dér, hvor jeg voksede op. Jeg er der aldrig, kun for at besøge min mor, som stadig bor der. Det er det.«

Så du har ikke noget med det kriminelle miljø at gøre?

»Nej.«

Hvad har du så tænkt i forhold til, at sporene går tilbage til det område?

»Det ved jeg ikke, det har ikke noget med mig at gøre.«

Du har tjent godt i mange år. Vi kan forstå, at et sekscifret beløb er blevet udbetalt fra bookmakerne i forbindelse med dit gule kort, hvad ville et beløb i den størrelse betyde for dig?

»Det ville være vanvittigt for mig at sætte min nutidige og fremtidige indtægt på spil for sådan et beløb. Det er penge, jeg kunne tjene på et par måneder i løn, og hvis jeg kommer til udlandet, ville der måske kun gå en måned, før jeg havde tjent det ind. Så det ville være vanvittigt tåbeligt at gøre noget så dumt. Og som sagt tager jeg stor afstand fra matchfixing.«

Du er ikke økonomisk presset i øjeblikket?

»Nej, og jeg tjener fint i AaB.«

Okore har fået en ny, kort kontrakt i AaB.
Okore har fået en ny, kort kontrakt i AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvordan har AaB reageret på det?

»De trak mig til side hurtigt, så jeg kunne forberede mig på det, selv om det var et kæmpe chok, og jeg er glad for, at de har støttet mig siden i går (tirsdag, red.), så det har været fint.«

Hvad med dine holdkammerater?

»Dem, der kender mig, ved, at jeg uden for banen er stille og rolig. Selvfølgelig afspejler mit spil på banen ikke den person, jeg er uden for, men dem, der kender mig, ved, at jeg ikke kunne finde på sådan noget, og de har været gode til at støtte mig.«

Okore har andet end kampene på banen at tænke på i øjeblikket.
Okore har andet end kampene på banen at tænke på i øjeblikket. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har fået al den hjælp, jeg ville have – også fra min agent og Spillerforeningen, der hurtigt har reageret og spurgt til mine behov, så jeg kunne komme igennem dagene. De tilbød mig psykolog- og advokathjælp, så det har jeg været glad for.«

AaB's sportschef, Inge André Olsen, undrer sig over, at politiet har behov for at sende en pressemeddelelse ud om sagen. Hvordan har du det med det?

»Det havde været dejligt, hvis de havde beskyttet mig, indtil sagen bliver droppet. Nu vil det altid være i folks baghoved, at jeg har været involveret i deres undersøgelse, så jeg er ked af blive sat i forbindelse med matchfixing, når jeg intet har med det at gøre,« slutter Jores Okore.

Den 27-årige forsvarsspiller har kontraktudløb med AaB denne sommer.