Det gjorde FC Københavns fans rasende, da Per Wind i efteråret pludselig blev fyret efter mere end 20 år i klubben.
Den 66-årige team manager og tidligere målmandstræner var nemlig en stor fanfavorit Parken, og derfor blev beslutningen hårdt kritiseret fra alle sider.
Også hos sønnen Jonas Wind, som på det tidspunkt var en af FCKs allerstørste stjerner, er hele sagen da heller ikke glemt.
Langtfra endda.
»Min far er ikke fredet på nogen måde, men jeg kommer aldrig sådan til at tilgive dem for den behandling, de gav et loyalt medlem af klubben igennem 20 år,« siger han til B.T. og tilføjer:
»Det har hverken gjort mig eller min far glad, kan jeg godt afsløre, og det gik mig meget på i den periode. Men jeg elsker stadig klubben, selvom de har jokket lidt i spinaten.«
Siden efterårets chokfyring er den danske landsholdsspiller skiftet til den tyske storklub Wolfsburg, og dermed er hele sagen kommet lidt på afstand.
Men derfor spøger de hårde uger stadig i baghovedet på den 23-årige angriber.
»Det var svært at være mig i den periode, og jeg skal være ærlig og sige, at når jeg ikke trådte ind på banen, tænkte jeg en del på det. Jeg var ked af det, frustreret og sur på nogle personer, ligesom min far var,« forklarer Jonas Wind og fortsætter:
»Selvom det kan lyde kynisk, så var mit job også at præstere for FCK, og mit fokus var på at vinde med klubben og gøre det så godt som muligt. Men specielt? Ja, det var det.«
Påvirkede det din beslutning om at skifte væk i januar?
»Nej, det gjorde det ikke. Jeg har ikke tænkt: ‘Nu har de gjort det her mod min far, så skal jeg bare væk for enhver pris’. Og som jeg heller ikke har lagt skjul på, så var det en unfair måde, det skete på. Men at det skal kobles over på, at det var årsagen til, at jeg tog væk, kan jeg ikke genkende.«
Tænker du stadig på det?
»Ikke så meget mere, og vi skal også kigge fremad, men det er heller ikke glemt.«
Per Wind og FC København er siden fyringen blevet enige om, at førstnævnte dog bliver i klubben sæsonen ud.